Den økonomiske optur blev en sovepude for Fogh-regeringen. Man begyndte at konkurrere på at bruge penge i stedet for at fortælle danskerne, at der måtte prioriteres, siger Venstres Jens Rohde.
11. august 2010, 23:00
Fogh-regeringen skabte en sund økonomi, men på et afgørende punkt svigtede den: Da pengene begyndte at strømme ind i statskassen, opgav den at overbevise danskerne om, at man ikke kan få både i pose og sæk.
Sådan lyder det markante selvopgør med Anders Fogh Rasmussens statsministertid fra Venstres europaparlamentariker Jens Rohde.
»For mig at se skulle skat-testoppet have været brugt til at ændre mentaliteten i befolkningen, ved at man havde holdt fast i, at der ikke er yderligere penge til forbrug. Meningen med skattestoppet var for mig netop at sige til befolkningen, at hvis du forlanger mere til dig selv, må du forholde dig til, hvem du synes skal have mindre. Men da pengene pludselig fosser ind i statskassen, og Thor kan stå og sige, at vi snart kan købe hele Verden - det var ikke det, han sagde, men det blev udlagt sådan - så forsvandt prioriteringsdiskussionen jo. For vi kunne både holde skatten i ro og pumpe milliarder ind i den offentlige sektor,« siger Jens Rohde.
Det var i 2006, at finansminister Thor Pedersen (V) overmodigt slog fast, at hvis opturen fortsatte i årtusinder, ville vi ende med at eje hele verden. Milliarderne rullede ind fra Nordsøen og højkonjunkturen buldrede derudad. Men allerede i 2004 var regeringen begyndt at miste fokus, mener Jens Rohde. Han fremhæver valgkampene i 2005 og 2007 og trepartsaftalen med fagbevægelsen i 2007 som eksempler på, at man i stedet begyndte at konkurrere med oppositionen om at bruge penge.
»Vi gik lige pludselig også i den fælde, at vi kørte valgkamp på, hvor mange penge vi kunne poste i den offentlige sektor. Der svigtede vi vores egne idealer,« siger Jens Rohde.
Var det Fogh, som var for bange for vælgerne?
»Nu skal man ikke give oppositionen skylden for den politik, vi selv har ført, men vi bliver hele tiden presset af den der med, at vi skærer ned og skærer ned. I dag kan man stadig høre folk, der siger, at vi skærer ned, selv om der blev postet utroligt mange penge ud. Ud fra et borgerligt-liberalt synspunkt blev der også postet for mange penge ud i den offentlige sektor. Og ja, det har nok været en frygt for at blive beskyldt for at forringe velfærden,« siger Jens Rohde.
Hældt ned ad brættet
Venstremanden påtager sig åbent sin del af ansvaret. Han var som politisk ordfører med til at skyde liberale tanker ned. For eksempel da en flok Venstre-folk med den nuværende udviklingsminister Søren Pind i spidsen i 2003 fremsatte 10 teser.
»Jeg tager mit ansvar og min del af skylden, for jeg har været med til at hælde Søren Pind og andre ned ad brættet, når de rejste den diskussion.«
Det fortryder du?
»Det kan ikke nytte noget at fortryde i politik, men i dag ville jeg nok have gjort det lidt anderledes. Og i dag ville jeg nok have kæmpet hårdere for at stå på det standpunkt, at en god økonomi ikke måtte bruges som sovepude i forhold til det, vi egentlig kom her for. Og det synes jeg lidt, vi gjorde. Det må jeg erkende. Jeg fortryder ikke, men jeg er tilbøjelig til at sige, at de liberale, der forsøgte at holde den fane højt, havde ret i en del af deres kritik,« siger Jens Rohde.
Venstremanden fremhæ-ver, at Fogh-regeringen både afdrog på statsgælden og gennemførte reformer. Ifølge Jens Rohde skabte det »en sund økonomisk base«, da de gode tider blev afløst af en historisk dyb krise i 2008. Alligevel ligger regeringen »som den har redt«, for den forsømte at forberede befolkningen på nødvendigheden af Løkke-regeringens genopretningsplan, mener Rohde.

































