Det kan være hensigtsmæssigt at forskelsbehandle i udlændingepolitikken, mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen. Han afviser, at det bliver på bekostning af menneskerettighederne.
27. juli 2010, 09:03
Hvorfor har Venstre afvist at hæve aldersgrænsen for familiesammenføring ved ægteskab til 28 år, når du samtidig åbner op for at forskelsbehandle udlændinge i forhold til de gældende regler
»Vi afviser Dansk Folkepartis forslag om en 28-års-regel. Det skyldes blandt andet, at de fleste ikke falder for 24-årsreglen. De falder for tilknytningskravet, der de facto er sådan en 28-årsregel. Det synes jeg sådan set er fint. Men i Holland har man en model for familiesammenføring, hvor man stiller forskellige krav efter en risikovurdering af, hvor der for eksempel er størst risiko for tvangsægteskab. Hvis det er sådan noget Dansk Folkeparti tænker på, så vil det være interessant at se nærmere på,«
Så kommer man til at skelne mellem forskellige nationaliteter. Er det ikke et problem i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonvention
»Vi skal overholde alle internationale konventioner. Det har vi gjort hidtil, og det gør vi også fremover. Men vi skal også sørge for at skabe nogle regler, som rammer dem vi tiltænker. Og hvor færrest uskyldige bliver fanget i dem. Hvis man har en model indenfor rammerne af menneskerettighederne, så er det da interessant at se nærmere på. Hvis det er det Dansk Folkeparti tænker på i forhold til selektive regler.«
Men kan man begynde at skelne mellem udlændinge på den måde uden at diskriminere
»Sådan er det også i dag, når du f.eks. skal have visum. Her er man inddelt i tre grupper efter risikoprofil. Hvis man er i et land, hvor der er stor risiko for, at man misvedligeholder visumkravene, så er det sværere at få visum til Danmark. Den model kan måske overføres til anden lovgivning.«
Tidligere på sommeren kom du med et forslag om indslusningsløn for indvandrere. Det indebar også forskelsbehandling af forskellige befolkningsgrupper. Hvorfor det
»Først og fremmet er det lidt paradoksalt, at de største modstandere af det forslag var DF med den argumentation, at det diskriminerede. Det har jeg lidt svært ved at forstå. Danmark skal overholde de internationale konventioner, vi har skrevet under på, og ellers skal vi sørge for at lave den bedst mulige lovgivning. Og i forhold til 24-års-reglen skal man selvfølgelig kunne dokumentere at folk, der kommer fra et bestemt land, har større risiko for tvangsægteskab.«
Men du vil ikke have en 28-årsregel
»Nej, men det er interessant, at se nærmere på, om man kan lave en risikovurdering, når vi taler tilknytningskrav og 24-årsregel. Det bør vi tage en politisk diskussion af.«


































