18. juli 2009, 15:52 – opdateret 18. juli 2009, 19:00

Det siger sig selv, at der skal fisk på bordet, når Lene Espersen inviterer hjem i forældrenes sommerbolig tæt på hjemstavnen Hirtshals og endnu tættere på det Vesterhav, som smukt kan beskues fra det højt beliggende hus i klitterne. Flaget er hejst. Dog ikke Dannebrog, men Vendsyssels korsflag i grønne, orange og blå farver, som trods sin uofficielle status vajer stædigt som en vendelbo i vinden. I køkkenet er Lene Espersens mor, Inger, i gang med både fiskefars og fileter, ligesom det loves, at den berømmede rejesalat er på vej på bordet. På væggen hænger et klassisk portrætfoto fra 1980erne af hjemmets tre blonde søstre med luft i håret og kernedanske smil, og i reolerne står rækker af bøger om kongehusets medlemmer side om side med populære romaner og biografier om Mærsk.

»Hirtshals og stedet her betyder stadig rigtig meget for mig, fordi jeg har haft en rigtig god barndom, men også fordi jeg har fået nogle værdier med mig, som jeg i dag insisterer på skal fylde noget mere i danskernes liv. Det handler om at tage et personligt ansvar og om at opføre sig ordentligt over for andre mennesker. I det hele taget være et ordentligt menneske,« siger Lene Espersen, da vi har sat os til rette i stuen.

Den konservative partileder tager imod med et budskab. I hendes øjne er der lige nu et påtrængende behov for at gribe familien Danmark om skuldrene og ryste. Den er gal med respekten, ansvaret og fællesskabet, mener Lene Espersen, der for knap et år siden blev kåret som Bendt Bendtsens efterfølger som konservativ partiformand. Hun døbte sig selv »Moster Skrap«, blev af oppositionen omdøbt til »Moster Snak«, da der i dens øjne ikke fulgte megen handling med de skrappe ord. Og nu er tiden så inde til flere skrappe ord for at søsætte det konservative projekt, der, som det hedder i konservatismens flagtaler, skal forandre for at bevare.

»Når jeg i dag har fået mulighed for at være partiformand og i den grad præge vores politiske projekt, så kommer det til at handle om, hvordan vi sikrer, at samfundet stadig har en sammenhængskraft. Jeg tror, at denne her SMS- og internetkultur, hvor det hele handler om mig selv og mig selv, skal afløses af en kultur, hvor det handler om at være noget for andre mennesker og ikke kun tænke egoistisk på egne ting.«

Hvad er et ordentligt menneske?

»Det er et menneske, der både tager ansvaret for sig selv og sin familie, men som også føler et stort ansvar for fællesskabet. Et menneske, der har overskuddet til at sige, at dem, der har det rigtig dårligt, skal prioriteres først i vores samfund. Det er de syge, børnene der har behov for uddannelse. Alle dem, der har problemer. Det er dem, vi først og fremmest skal bruge de offentlige kræfter på. Og så handler det om noget så banalt som at være høflige over for hinanden. Give sig tid til at vise interesse for hinanden i dagligdagen. Vi har en kultur i dag, hvor vi bare styrter af sted og ikke har tid til at snakke med hinanden og hilse på hinanden.«

Lene Espersen har selv oplevet den uhøflighed og ligegyldighed, som hun mener hærger dagens samfund. Som når skolebørn ikke rejser sig for en gammel dame i bussen, der foragteligt stiger ud af bussen med ordene: ‘Jeg kan sandelig godt forstå, at I sidder ned, mens I er unge, for I skal stå op, når I bliver gamle.’

»Pointen er, at hvordan kan det være, at der ikke er nogen forældre, der har forklaret deres børn, at de ældre i samfundet skal behandles med en særlig respekt. Det er dem, der har opbygget vores velfærdssamfund, og dem skal vi behandle ordentligt. Det er det værdiskred, hvor vi glemmer at være noget for hinanden, hvor det hele handler om os selv. Det er, som om man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab. Det mangler. Den der almindelige interesse for lige at være venlige over for hinanden, den har vi mistet, og den skal vi have genopfundet.«

Hvad har gjort, at vi har mistet den?

»Jeg tror, at det begyndte i slutningen af 1960erne med opgøret med autoriteterne, og at man ikke skal have respekt for noget som helst. Man skulle frigøre sig selv og alt det. Det er i og for sig meget sundt, at man skal tro på sig selv og have noget selvværd og kunne føre nogle slag. Problemet er, at man har glemt de helt grundlæggende værdier omkring respekten for andre og respekten for autoriteter. Nu er den der ikke længere. Jeg har, ikke mindst i min tid som justitsminister, set et stigende antal sager om vold mod tjenestemænd; Buschauffører, togkonduktører, politifolk, socialarbejdere, der simpelthen bliver fysisk forulempet af folk, der bare bliver vrede. Det er det autoritetsskred, som jeg synes er et problem.«

Lene Espersen taler sin sag roligt, men uden ophør. Ordene kommer flydende, spørgsmål behøves næsten ikke, svarene kommer af sig selv:

»Det, der skal til, er jo først og fremmest, at forældrene skal opdrage deres børn til andet end den her mig-kultur. Mine forældre har altid gået meget op i, at vi skulle være høflige, give hånd og opføre os ordentligt, når vi var andre steder. Lære at tage tallerkenen ud, når man var færdig med at spise. Alt det jeg vil kalde basale leveregler for, hvordan man opfører sig ordentligt over for hinanden.«

Lene Espersen er bange for, at fællesskabet skal opløses. For at fællesskabets institutioner, som for eksempel folkeskolen, smuldrer og dermed splitter nationen.

»Jeg har intet imod friskoler og privatskoler, men jeg mener, at sammenhængskraften går tabt, hvis ikke det stadig er sådan, at størstedelen af alle danske børn går i en folkeskole. Den tid er den eneste i vores liv, hvor vi møder folk fra alle forskellige sociale lag. Resten af livet bliver det mere og mere ensrettet, og man møder i stigende grad kun folk, der kan det samme som en selv.«

Hvis jeg var oppositionen, så ville jeg jo nok sige, at nu har I siddet i snart otte år, og du siger, at denne her dannelsesmæssige slaphed faktisk er blevet værre i de år?

»Vi har forsøgt at sætte fokus på det her i regeringen, ikke mindst i forhold til det personlige ansvar. Jeg har som justitsminister sat fokus på det, ikke mindst i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, hvor man havde børn på 10-11 år, der rendte rundt og smadrede det halve af København, og hvor forældrene gav politikerne og politiet skylden frem for at se indad. Jeg var ude og skælde forældrene ud og sige, at det primært er forældrenes opgave at sørge for, at deres børn opfører sig ordentligt.«

Ikke mindst for en borgerlig som dig, er der vel grænser for, hvor langt politik rækker. Du kan jo ikke lovgive om dannelse?

»Vi hverken kan eller skal lovgive om alting. Og når det gælder mere holdningsmæssige spørgsmål, som det her, så er det mere noget, man kan rejse i den offentlige diskussion, som jeg gør det nu. Det er jo noget, hvor vi hver især med vores handlinger kan være med til at gøre noget. Vores samfund kan bære rigtig meget. Det kan sagtens bære forskellige religioner og folk, der har helt anderledes tanker om, hvordan det skal være indrettet. Men vores samfund kan ikke bære, at man ikke accepterer helt fundamentale værdier. Vi skal så politisk lave en modvægt til det. Vi skal sige: Fint nok med SMS-kultur, internet og alt det andet, men vi skal også huske på, at vi ikke kun er sat i verden for at sidde og kigge os selv i spejlet. Vi er sat i verden for at være noget for andre mennesker.«

Men er det ikke lidt gammeldags at sige, at man skal huske at tage tallerkenen ud, når man spiser og sige pænt tak for mad. Nogen kunne jo spørge, om det virkelig kan være det, du har på hjerte som politiker?

»Men det er det, jeg har på hjerte. For mig at se er dét at sikre sammenhængskraften i vores samfund og have en offentlig sektor, der sikrer borgerne ordentlig behandling og det, at vi opfører os ordentligt over for hinanden hele nøglen til, at vi klarer os godt. Vores erhvervsliv gør det fremragende, men forudsætningen er jo, at vi har nogle engagerede, selvstændige individer, der også vil fællesskabet det godt. Hvis ikke vi har den tillid til hinanden, så går det galt. Jeg synes, at der er tegn i vores samfund på, at det skred i forhold til autoriteterne i samfundet er gået alt for vidt. Når børn på syv-otte år kalder deres klassekammerater for ludere, så er der bare sket noget, som er helt uacceptabelt. Nogen kan da så mene, at det er gammeldags eller lige meget, om børnene taler lidt groft til hinanden, men jeg synes, det er udtryk for, at vi har glemt at have respekt for hinanden. Hvis man spørger den almindelige dansker om, hvad det er for værdier, vores samfund er bygget på, så vil de fleste nok sige, at det er respekten for det enkelte menneske. Og hvis de værdier går tabt, så taber vi nogle værdier, som det er meget svært at genopfinde på et senere tidspunkt.«

Er det her også en ny måde at genopfinde konservatismen?

»Jeg tror da, at alle partier gerne vil sige, at det er en del af deres politiske program, at man skal opføre sig ordentligt. Men det gode ved konservatismen er jo, at vi siger, at et socialistisk samfund, hvor fællesskabet skal påtage sig ansvaret for alt, ikke er et godt samfund – alt er ikke samfundets skyld. Et liberalistisk samfund er heller ikke godt, for der overlader man det til den enkelte at klare alting selv, og det vil sige, at den stærke knægter den svage. Derfor handler det om at have et samfund, der balancerer mellem plads til individet og et stærkt fællesskab. Det er konservatismen i en nøddeskal. Man skal have balancen.«

Den konservative partileder erkender åbent, at hun sådan set efterspørger spejderånd hos danskerne. Der skal gøres flere gode gerninger i takt med, at vi skal blive endnu bedre til at tage vare på os selv og dermed hinanden. Et årti i økonomisk eufori har ikke ligefrem fået danskerne til at veksle friværdi til spejdermærker – måske snarere til firhjulstrækkere til at fragte os tørskoede gennem overfloden, men Lene Espersen tror, at tiden driver hendes ønsker fremad.

»Jeg tror, at vi kommer ind i en tid, hvor vi skal regulere markedskræfterne noget mere uden dermed at sige, at vi ikke tror på kapitalismen. Det bliver en mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder om rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem,« lyder det overbevist fra vicestatsministeren.

Men er forklaringen på, at vi klarer os godt i Danmark, ikke, at vi netop ikke er så autoritetstro … at vi er aktivistiske og måske lidt anarkistiske. Hvordan vil du undgå, at du kommer til at tøjle det for meget?

»Jeg er meget enig i, at en af vores helt klare styrker er, at vi er beslutningsdygtige og selvstændige. En butiksansat kan træffe tonsvis af beslutninger selv uden at skulle spørge sin overordnede om det. Det er en utrolig stor force, at vi ikke har et meget hierarkisk opbygget samfund. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at der ikke er en autoritetstro, der er militaristisk, og det er sundt. Men problemet opstår, hvis man mister respekt for de autoriteter, der trods alt er i vores samfund. Der skal mere respekt tilbage i forhold til de offentlige ansatte, der er sat i verden for at hjælpe os alle sammen. Det mener jeg godt, vi kan gøre, uden at det går ud over vores fandenivoldskhed og vores selvstændighed.«

Politisk har det ikke været god tone at fortælle danskerne, hvordan man skal opføre sig. Nu blander du dig i, hvordan vi lever vores liv, og hvordan vi opdrager vores børn?

»Jeg synes, at vi med projektet om personligt ansvar, som vi satte i søen for et par år siden, og som efter min opfattelse er et kernekonservativt synspunkt, siger, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi opfører os. Derfor har vi gjort meget for at sige, at der er områder, hvor vi må blande os. Nogen vil kalde det at belære, andre at vejlede, men vi bliver nødt til at forklare, at det jo ikke er lige meget, at du lader vandet løbe. Connie (Hedegaard, konservativ klimaminister, red.) har gjort utrolig meget for det, jeg vil kalde den lille miljøpolitik. For at vi som enkelt familie også får nogle redskaber til, hvad vi selv kan gøre for at belaste miljøet noget mindre. Det er da muligt, at de ultraliberale synes, at det er meget generende, at der kommer sådan en politisk smagsdommer og rådgiver, men jeg synes, at det er en af vores opgaver at rådgive om, at det ikke er lige meget, hvordan vi opfører os.«

Nu bringer du selv ordet ’smagsdommer’ på banen. Det var jo netop det, som din regering fra begyndelsen har kæmpet imod. En kulturkamp, der blandt andet har gået ud på at fjerne dem, der fortæller os, hvad der er det rigtige at sige, gøre og mene. Er du ikke ved at genopfinde smagsdommeriet?

»Nej, det er jeg ikke. Vi startede et projekt, der handlede om, at der altså var for mange, der bare skulle have den rigtige mening. Men at vi som politikere siger, at der er noget, vi synes, er afgørende for sammenhængskraften i samfundet. Det synes jeg ikke er et udtryk for smagsdommeri. Det er altså også meget konservativt at have den holdning, at alt ikke er lige gyldigt. Alt er ikke værdirelativistisk. Vi har en holdning til, hvad kvalitet er, og der skal det ikke bare være markedskræfterne, der alene skal afgøre det. Vi kan godt have en holdning til, at der er nogle ting, vi vil fremme. For eksempel på det kulturpolitiske område. Og det gør vi så, hvis vi mener, at det er vigtigt for danskerne.«

Er det ikke en slags omvendt kontraktpolitik, hvor det ikke er dig, der lover borgerne noget, men i stedet afkræver borgerne et løfte om at opføre sig ordentligt?

»Nej, jeg har jo ikke tænkt mig at sende et ’god opførsel’-politi på gaden. Jeg ønsker, at flere begynder at tænke over, hvordan man opfører sig. Det grønne bud, der kommer cyklende med 40 km i timen og råber til den gamle mand: ’Flyt dig din gamle nar’. Så bliver jeg forarget. Og tænker over, hvad der er sket. Jeg må indrømme, at grunden til, at jeg er begyndt at tænke over det, er, at når man har så forbandet travlt i løbet af en dag, så kommer man ofte i en situation, hvor jeg også selv begynder at synes, at jeg kan blive lidt for ligeglad med de mennesker, jeg møder på min vej. Jeg er mor til to små børn, og det stiller da krav til mig om, hvordan jeg opfører mig over for dem og ikke mindst, hvordan jeg opfører mig over for andre mennesker, når børnene er med. Børn bliver ligesom deres forældre, og hvis man selv opfører sig ordentligt, så lærer børnene af det. Hvis man selv siger: ‘Din åndssvage nar’, når man sidder i bilen og synes, at en anden kører forkert, så lærer børnene af det.«

Den klassiske konservatisme er at forandre for at bevare. Alle vil vel gerne forandre, men du vil tilbage til de gamle dyder. Er det din drivkraft?

»Vi skal være moderne, og på nogle områder skal vi være verdens bedste; på iværksætteri og på klimaløsninger. Men det er afgørende, at de værdier, der har båret det danske samfund, skal bevares og forsvares. Det er dér, konservatismen har nogle bedre svar end de andre politiske retninger. Vi siger, at man godt kan forandre, bare vi hele tiden har fokus på samfundets grundpiller: respekt for fællesskabet, personligt ansvar, personlig frihed og tillid til hinanden. Det er værdier, som ikke må gå tabt. Vi forandrer for at bevare. Det er sådan set for at sikre, at vi kan holde fast i de værdier, der har opbygget os.«

Hvorfor taler alle politikere så ufatteligt meget om værdier i øjeblikket?

»For mit vedkommende er det, fordi nogle af værdierne er i skred. Når Hyskenstræde, som vi så for nylig, bliver raseret, og når man ser unge drenge udtale, at det var, fordi de ville have det sjovt, så bliver jeg simpelthen godt gammeldags forarget. Men jeg tror også, vi taler om værdier, fordi vi her midt i en finanskrise, hvor mange af os egentlig synes, at vi gør de rigtige ting i forhold til erhvervslivet og rammerne, tænker på det, der gør det danske samfund til noget enestående.

Det er sådan noget som tillid til hinanden. Det er jo ikke noget, der kan måles, men det er sådan set den enkelte faktor, der har givet os vores velstand. Vores sociale kapital som det hedder med et fint ord. Hvis du sorterer uddannelsesniveau, innovation og alt andet fra, så er det det. Hvor kommer den tillid fra? Den kommer ved, at vi er aktive i foreningslivet, at vi gør ting der, hvor vi er, og at vi har tillid til autoriteterne. De værdier bliver mere synlige nu.«

Men en politiker kan jo i dag næsten ikke sige noget, uden at det bliver koblet til værdier. Værdier er på mode?

»Jamen, det er også i de her værdispørgsmål, at der stadig er nogle interessante politiske konflikter og skillelinjer. Det er et af de steder, hvor der er meget diskussion om, hvad der er det rigtige.«

Og vel også et af få steder, hvor man rent faktisk kan se forskel på partierne?

»Ja, det er rigtigt. De fleste partier har jo f.eks. accepteret regeringens skattestop. Udlændingepolitikken har i mange år været symbolet på forskellen. Retspolitikken til dels. På mange af de traditionelle politikområder er der ikke så meget diskussion længere.«

Kan du nærmest som Schlüter sige, at ideologi er noget bras?

»Nej. Schlüters pointe var ikke, at man ikke måtte have holdninger. Hans pointe var, at hvis man tror, at enten socialismen eller liberalismen er svaret på alt, så går man forkert i byen. Som konservative tror vi på, at enhver tid har sin isme. De løsninger, vi vælger i 2009, er helt anderledes end de løsninger, der var i 1980 eller 1950. Man skal hele tiden forandre for at bevare.«

Alle ismer har deres tid, bortset fra konservatismen?

»Ja, fordi den forandrer sig dynamisk, og det er det smukke ved den. Den følger med tiden og tager det bedste fra fortiden og holder fast i de værdier. Men den sørger også for nænsomt at forandre på det.«