Loungestemning og moderne mennesker prægede SF’s 50 års fest, men naturligvis var de røde faner stadig med, da der blev budt på lagkage og fadøl på IT-Universitet i København. Og formand Villy Søvndal var selvfølgelig parat med store ord og muntre angreb - ganske tro mod sin natur og status som den danske Obama.
14. februar 2009, 16:34
At SF’erne ikke er optaget af deres eget image, vil være løgn at påstå. Hvor hængerøv, kartoffeltryk og selvfarvede stoffer om ellers fritsvævende attributter tidligere nærmest var en del af venstrefløjens partiprogram, så har SF også på det punkt bevæget sig. Ikke så meget fordi fine blazerjakker og dyre sko er blevet en del af partikulturen, men måske mere fordi SF’erne selv er så opmærksomme på forandringen.
»Ja, sådan så det jo ikke ud for bare få år siden,« lød en meget brugt vending, da flere hundrede - unge som ældre - SF’ere i går mødtes på IT-Universitetet i København, vel kvintessensen af storbymoderne og trådløs trendyness placeret i Ørestaden svøbet i glas og beton. Mange kiggede sig rundt og så næsten skræmte på de smarte rammer, andre så næsten ligeså skræmt på de røde faner, der trods alt var stillet frem, og tronede som en stor buket blomster ved indgangen.
Nymodens rammer om et nymodens parti med nymodens mennesker og ikke megen topløs kropsmassage i forhallen, som ellers helt frem i dette årtusinde var på programmet, når SF indtog landets gymnasier og folkeskoler for med sovepose i hånd at lukke op for tre dages resolutionsdiskussioner, redaktionskomitéer og proklamationskampe på landsmøderne.
SF er forandret, og aldrig har succesen været så stor. Derfor en rund fødselsdag, der alene var fest, fremtidseufori og fuld fart frem. Ingen fortidsforsnævring eller fatalisme. Frie viljer og fri Villy Søvndal, der gik direkte til biddet i sin jubilæumstale.
»Kapitalismen har ikke vundet. Det ser vi i dag. Helt almindelige mennesker vil ikke finde sig i, at deres virkelighed rives op af grådighed. Markedskræfterne kan ikke løse nutidens problemer. Det kræver fælles løsninger. Farvel til den fatale kapitalisme. Farvel til Fogh, til Bush. Nu er muligheden vores, lad os gribe den.«
Bænket ved kaffebordene med lagkage lyttede SF’erne intenst til formandens tale. Og hevet i smilebåndene blev der ikke mindst, da Søvndal gjorde rede for historiens forløb set fra hans side.
»For os har demokrati og frihed altid hængt sammen. Sådan var det ikke overalt på venstrefløjen. Her var der folk, der forelskede sig i styret i Cambodja og diktaturer andre steder i verden. Der var sådan nogen som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, der ikke mente, at vi i SF var den rigtige venstrefløj,« lød det med et hestespark til den nuværende velfærdsminister for Venstre Karen Jespersen, der sammen med sin mand Ralf Pittelkow i 1970erne var aktive i VS og absolut ikke fandt SF stærke nok i den røde tro.
»Vi tog afstand til diktaturerne, og vi havde de tætte forbindelser til dissidenterne i Østeuropa,« tordnede Søvndal, som skulle han næsten forklare alle de unge og nytilkomne partifæller, at selv om SF har flyttet sig, så er der ikke noget i den historiske baggage, som man ikke kan være bekendt at hive frem i dagslys.
»Vores politiske modstandere er begyndt at bruge mange kræfter på at sige Socialistisk Folkeparti i stedet for SF. Hvis det er for vanskeligt for dem at udtale, så kan de bare sige SF, men hvad er det, de er bange for? Vi bliver ikke bange for, at nogen kalder os socialister. For det er vi, men på en folkelig og en demokratisk måde.«
Og så adresserede han den forandring, som SF gennem de senere år har gennemgået, og som i dag for første gang i partiets historie gør regeringsdeltagelse til en reel mulighed.
»Ja, vi har flyttet os, men det har verden også. Det havde sådan set været ret dumt, hvis vi var blevet stående. Og vi har aldrig haft så stor styrke, som vi har i dag. Og det betyder, at vi bliver testet på en ny måde. At vi er farlige på en ny måde. Vi er truslen mod det borgerlige flertal, og nu skal vi bruge den styrke til noget. Vi skal forandre verden og ind på midtbanen, hvor slagsmålene tages,« lød det fra Villy Søvndal, der nu for alvor havde talt sig varm.
»Vi er ikke et eliteparti, vi er et folkeparti. Vi favner alle. Målinger har vist, at vi er det største parti for dem under 35 år. 21 procent af LOs medlemmer stemmer på SF. Vi favner bredt.«
Og endda kom der klapsalver, da Søvndal gjorde det klart, at »vores næste statsminister, hun hedder Helle Thorning-Schmidt«.
Men det var en festdag, ikke en dag alene til politiske paroler, så hurtigt efter fælles afsyngning af ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, var der ny loungemusik i caféen og fadøl i hanerne. Så dilemma-spil, middag og aftenkoncert med et af tidens nye og store navne Sys Bjerre.
