Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vi dumper velfærden

Velfærden er blevet markant forringet siden kommunal-reformen trådte i kraft, siger vælgerne i en ny Gallup. S mener, at VK »smadrer« velfærdssamfundet.

Danskerne er i stigende grad utilfredse med den offentlige service.

Det gælder folkeskolen, børnepasning, sygehuse og ældreplejen, hvor danskerne mener, at kvaliteten er blevet markant ringere, siden kommunalreformen trådte i kraft 2007. Det viser en ny Gallup-undersøgelse.

Kun én procent af danskerne mener, at børnene og de ældre er blevet budt bedre vilkår, mens der omvendt er henholdsvis 31 og 41 procent, der mener, at forholdene er blevet værre. Hele 40 procent svarer, at sygehusene er blevet dårligere.

Undersøgelsen får Mette Frederiksen (S) til at levere det hidtil mest aggressive angreb på den borgerlige regering.

- Vi har et politisk flertal, der er ved at smadre vores velfærdssamfund. De skal stoppe det svineri, siger en ophidset Mette Frederiksen, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Det er blevet dårligere. Ventetiderne til sygehusene er vokset, der er mindre tid i hjemmeplejen og færre timer til eleverne. Og det er Lars Løkke Rasmussens værk. Han har undermineret det danske samfunds største værdi: den frie og lige adgang. Det er nu, det skal stoppes og det haster, siger Mette Frederiksen.

Konservative undrer sig
Gallup stillede de samme spørgsmål i 2007, og siden da er utilfredsheden vokset markant på alle fire områder.

- Det er ærgerligt, men undersøgelsen undrer mig nu også lidt, fortæller de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, og hentyder til tidligere undersøgelser, der er mindre kritiske.

- Og så synes jeg, at Mette Frederiksen skriger alt for højt op. Denne regering har jo netop bevilget flere penge til offentlig service, siger Henriette Kjær.

Kommunalreformen skulle også gøre det nemmere for borgerne at komme i kontakt med kommunerne, men også her kikser den. Blot fem procent mener, at det er blevet bedre på området, mens 35 procent siger, at det er sværere.

- Det er jeg ikke glad for. Reformen skulle jo netop gøre borgernes indgang til den offentlige sektor nemmere. Det må vi kigge på og se, hvad vi kan gøre, lyder det fra formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V).