Indvandrere fra vestlige lande bidrager til statskassen, viser nye tal.
7. august 2010, 09:10
Indvandrere fra vestlige lande bidrager mest til det danske samfund. Også mere end etniske danskere gør. Det viser tal fra den liberale tænketank CEPOS og den uafhængige institution DREAM.
Hvor en indvandrer fra et ikke-vestligt land koster 29.598 kr. årligt, koster en etnisk dansker 5.470 kr. om året. Indvandrere fra vestlige lande er til gengæld en rigtig god forretning. De bidrager med 13.522 kr. årligt til statskassen.
Læs også: DF vil begrænse ikke-vestlig indvandring
Tallene er regnet ud som den forventede effekt for et barn, der er født i 2008, og er de nyeste tilgængelige tal for udgifterne på indvandrere kontra danskere. Her er indvandreres bidrag - som skatter og afgifter - stillet over for udgifterne for det danske samfund - f.eks. dagpenge, kontanthjælp, SU, førtidspension og andre offentlige ydelser.
Men selv om tallene allerede er tilgængelige, holder Dansk Folkeparti fast i ønsket om en integrationskommission, der skal regne ud, hvad indvandrere koster det danske samfund.
»Vi ønsker alt endevendt. Alle tal bør samles sammen, så vi får et reelt overblik over, hvor meget ikke-vestlige indvandrere belaster det danske samfund,« siger integrationsordfører Peter Skaarup.
Konkret vil DF så tæt på de reelle udgifter som muligt. Derfor skal også lægebesøg, fængselsophold og ophold på institutioner - åbne som sikrede - og andet med i beregningerne.
Men hvad skal I bruge tallene til nu, hvor I alligevel også ønsker et stop for al ikke-vestlig indvandring?
»Det er vigtigt at have et fundament at diskutere ud fra. Det vil være i alles interesse. Også dem, der har det modsatte synspunkt,« siger Peter Skaarup.
CEPOS: Indslusningsløn
Hos CEPOS mener vicedirektør Mads Lundby Hansen, at der mangler initiativer for at få flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til at bidrage mere til det danske samfund. Det handler om at få indvandrerne ind på arbejdsmarkedet.
Konkret foreslår tænketanken indslusningsløn under mindstelønnen med optrapning til mindstelønnen for indvandrere.
»Jeg synes, det er oplagt at undersøge, hvilke effekter det ville have for at integrere ikke-vestlige,« siger han.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, foreslog for nylig indslusningsløn med opbakning fra de Konservative. Også beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er positiv, men forslaget møder modstand fra fagbevægelsen, DF og oppositionen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har afvist en integrationskommission.

































