En ansat i Venstres pressetjeneste hængte på Facebook ansat på Christiansborg ud for at være psykisk syg ud. Nu får partiet Facebook-politik.
30. marts 2010, 17:37 – opdateret 30. marts 2010, 17:42
Den seneste Facebook-skandale i Venstre får partiet til at indføre en politik for medarbejdernes brug af såkaldte sociale medier som netop Facebook.
Selv om lederen af Venstres Center for kommunikation og politik, Søs Marie Serup, har henvist til, at Venstre "ikke censurerer, hvad medarbejderne skriver på Facebook", så kommer der alligevel nu en grænse. Venstres kommunikationskonsulent Ditte Okman har nemlig måttet undskylde, at hun på sin facebookprofil har hængt en ansat på Christiansborg ud for at være psykisk syg.
- Jeg er tilfreds med, at vores medarbejder har beklaget sin opdatering, som i mine øjne er stærkt upassende og usympatisk. Venstre udøver ikke censur, men vi må erkende, at der er behov for, at vi udarbejder en politik for medarbejdernes brug af sociale medier, og det vil nu ske, siger Søs Marie Serup.
Både Socialdemokraterne, De Radikale og Enhedslisten kræver, at Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), tager afstand fra indlægget fra medarbejderen.
/ritzau/


































