Velfærden er truet, siger skatteministeren

Milliardbesparelser på velfærd er uundgåelige, hvis politikerne ikke viser mod til at lave omfattende reformer, siger skatteminister Kristian Jensen.

Udsigterne for dansk økonomi er så dårlige, at der er behov for reformer, hvis ikke der skal spares milliarder på skoler, ældrepleje og andre offentlige kerneydelser i fremtiden. Det fastslår skatteminister Kristian Jensen (V), som forudser en dyster udvikling for dansk økonomi, hvis ikke politikerne tør tage fat og lave omfattende reformer.

- Sådan som økonomien er i øjeblikket, så er der to valgmuligheder for fremtiden - det er enten mindre velfærd eller større reformer. Økonomien er ikke holdbar på sigt med de reformer og de aftaler, som vi har indgået på nuværende tidspunkt, siger Kristian Jensen til Politiken.

Hos regeringens støtteparti bliver skatteministerens udmeldingen mødt med undren af finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF). Han er direkte "uenig i", at det er et spørgsmål om velfærd eller reformer.

/ritzau/