Knap to af tre vælgere mener, at Fogh begår løftebrud, hvis rentefradraget beskæres i skattereformen, viser en meningsmåling.
3. februar 2009, 19:43
Vælgerne følger statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) troværdighed tæt før skattereformen. Knap to af tre vælgere - 61 procent - mener, at Fogh begår løftebrud, hvis rentefradraget beskæres i skattereformen.
Det viser Megafons måling tirsdag for TV2 og Politiken.
25 procent af vælgerne mener ikke, at det vil være løftebrud, mens 14 procent af vælgerne ikke besvarer spørgsmålet. Megafons måling omfatter 1249 personer.
Fogh sendte dagen før folketingsvalget i november 2007 et personligt brev til 400.000 boligejere. I brevet advarede han om, at et regeringsskifte ville betyde højere boligskatter. Selv om statsministeren ikke nævnte rentefradraget, synes mange vælgere at opfatte det som omfattet af hans løfte til boligejerne om, at boligbeskatningen ikke skærpes.
/ritzau/


































