Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

V: Vi har overhovedet ingen planer om brugerbetaling

Finansminister Claus Hjort Frederiksen er uenig med den nye konservative leder, Lars Barfoed, der vil indføre ny brugerbetaling.

Netop som de Konservative i torsdags mistede deres partiformand, står den nye leder dagen efter frem med klare konservative tanker. Han er parat til at gøre op med den gratis velfærd og se på mere brugerbetaling, f.eks. i sundhedsvæsnet.

»Vi må se kritisk på alle de ydelser, som vi i dag giver gratis til alle, og vurdere, om der er mere, som vi selv skulle sørge for,« siger Lars Barfoed i dag i Berlingske Tidende.

Han vil nedsætte en kommission, der skal gennemgå alle gratis ydelser for at finde ud af, om man kan indføre brugerbetaling på nogle områder og ændre den på andre.
Hvilke K-mærkesager er efter din mening de væsentligste?

Men den udmelding får en kølig modtagelse fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der ikke vil ændre på brugerbetalingen.

»Det har vi ingen planer om overhovedet. Derfor har vi hverken planer om at nedsætte en kommission eller komme med konkrete forslag,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Skjult skatteforhøjelse

Selv om Claus Hjort Frederiksen afviser, at en ny brugerbetaling kan komme på tale, er det nødvendigt indimellem at diskutere, om den bruges rigtigt i dag, siger han. Men han mener ikke, at en eventuel omlægning af brugerbetalingen kan være med til at finde flere penge til statskassen.

»Det har jo hele tiden været vores politik, at man ikke kan bruge brugerbetaling som en skjult skatteforhøjelse. Folk skal jo ikke betale for den samme ydelse to gange: Først over skatten og så via brugerbetaling,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge den konservative gruppeformand, Henriette Kjær, er det heller ikke hensigten med brugerbetaling, at den skal bruges som en skjult skatteforhøjelse. Hun mener, at brugerbetalingen skal gå hånd i hånd med en skattelettelse.

»Vi mener selvfølgelig ikke, at skatten skal betales to gange. En brugerbetaling skal hænge sammen med en generel skattenedsættelse,« siger Henriette Kjær.

Mener det samme

Hun lader sig ikke påvirke af, at Claus Hjort Frederiksen tydeligvis ikke klapper i hænderne af Lars Barfoeds konservative udspil.

»Det må vi jo acceptere. Men det betyder ikke, at det ikke stadig er en god idé. Som statsministeren sagde på pressemødet fredag sammen med Lars Barfoed, mener Venstre det samme som de Konservative – bare ikke helt det samme,« siger Henriette Kjær.

Dansk Folkeparti frygter, at en øget brugerbetaling på bestemte områder kan afholde nogen fra at søge lægehjælp. Til det siger den konservative gruppeformand:

»Det er jo derfor, vi gerne vil have undersøgt det. Nu skal vi først og fremmest nedsætte en kommission, der skal undersøge, hvorfor vi har indrettet systemet, som vi har. Og så må vi se, hvad de finder ud af,« siger Henriette Kjær.

Hun tror stadig på, at Venstre kan lokkes til et samarbejde.

»De Konservative og Venstre har jo altid været gode til at finde hinanden, og det gør vi nok også denne gang.«