FN bliver aldrig et forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter, mener Søren Pind (V). V-kollegaer vil ikke kommentere kritikken.
3. september 2009, 16:01
Venstres udenrigspolitiske topfolk er tavse i mælet, når det kommer til at kommentere kritikken fra partiets udenrigsordfører af FN.
Selv om Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kritiserer udenrigsordføreren Søren Pind for at skade Danmarks interesser - og efterlyser en afklaring på, om det også er regeringspartiets holdning - så har det åbenbart lange udsigter med en sådan afklaring.
Venstres politiske ordfører og medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Peter Christensen, oplyser kortfattet gennem sin sekretær, at han "henviser til Venstres udenrigsordfører". Formanden for Nævnet, Gitte Lillelund Bech (V), ønsker heller ikke at kommentere Søren Pinds udtalelser, før hun har haft lejlighed til at "diskutere dem med ham selv", som hun udtrykker det. Og Venstres medlem af udenrigsudvalget, Peter Juel Jensen, har "slet ikke taget stilling til", om han er enig med Søren Pinds kritik.
- Nej, det vil jeg ikke tage stilling til. Når jeg får sådan en debat refereret, så er jeg tvunget til lige at spørge ind til, hvad han mener, tænker og tror, siger Peter Juel Jensen.
Søren Pind mener således, at FN stort set ikke har gjort noget godt her på jorden, og det derfor kun er fint, at verdensorganisationen bestyres af en generalsekretær, som ikke gør det store væsen af sig. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) ser dog ikke noget alternativ til FN.
/ritzau/






























