Venstre anklager S-formand Helle Thorning-Schmidt for at bryde fortroligheden, når hun offentligt kræver loft over direktørlønninger på 2,5 mio. kr. i bankerne.
14. januar 2009, 10:16
Når Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, offentligt foreslår et loft på 2,5 millioner kroner over bankdirektørernes lønninger, så bryder hun spillereglerne i de fortrolige bankforhandlinger.
Med det budskab angriber Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, S-formandens evner som forhandler.
Han reagerer på, at S-formanden forud for, at forhandlingerne fortsætter i dag ved 13-tiden, går direkte efter pengepungen på de højtlønnede bankdirektører. Jacob Jensen mener, at hun er på kanten af en aftale om fortrolighed i forhandlingerne om bankpakke II.
- Vi har aftalt med hinanden, at vi afstår fra den slags. Jeg ved ikke, om hun direkte bryder aftalen, men hun bevæger sig på kanten. Hun kommer endnu en gang med forslag i offentligheden under fortrolige forhandlinger, og det er ikke med til at fremme processen, siger Jacob Jensen til Ritzau.
Jacob Jensen mener, at forslaget udstiller Helle Thorning-Schmidt som en uerfaren politiker.
- Det er endnu et eksempel på Helles manglende erfaring. Vi sidder med besværlige og fortrolige forhandlinger, og der giver det ikke mening at gå ud i medierne med sine forslag. Det skal ske ved forhandlingsbordet. Det er et brud på de basale spilleregler i forhandlingerne, siger han.
/ritzau/


































