Ung spindoktor favorit som ny SF-næstformand

En af Søvndals vigtigste kuglestøbere har fuld støtte af ledelsen til at blive partiets nye næstformand.

Villy Søvndal har præsenteret SF's hovedstyrelse for sit ønske om at gøre Thor Möger Pedersen til ny næstformand, og den 25-årige Thor Möger er dermed så godt som sikker på valget. 

- Jeg tror, jeg kan gøre et godt job som næstformand, siger Thor Möger til berlingske.dk.

Ifølge den unge SF'er er hans unge alder ingen hindring i kampen om næstformandsposten:

- Jeg bilder mig ind, at jeg trods min unge alder har en del erfaring. De sidste ti år har jeg været aktivist på forskellige dele af den politiske venstrefløj. Både med antiracistisk arbejde, elevrådsarbejde, store velfærdsdemonstrationer (...)

Netop erfaringen som aktivist er, ifølge Thor Möger, en fordel:

- Årene som aktivist har givet mig en del erfaring i, hvordan vores parti og resten af venstrefløjen fungerer. På den måde har jeg ikke kun været kontormus, siger han.

Posten som næstformand blev ledig efter, at den hidtidige næstformand Jakob Nørhøj tragisk døde i sidste måned, kun 33 år gammel.

Thor Möger Pedersen er tidligere formand for Dansk Gymnasieelevers Sammenslutning, men han har de seneste år fungeret som strategisk rådgiver for SF.

Ifølge Altinget har har Thor Möger sammen med pressechef Claus Perregaard og Villy Søvndals personlige rådgiver Thomas Sæhl spillet en vigtig rolle i den fornyelsesproces, der på få år har tredoblet SF vælgerandel.

Som klassisk spindoktor er Thor Möger Pedersen ikke lige elsket i alle dele af partiet, skriver Altinget. Men med støtte fra partiledelsen vil det være en kæmpe overraskelse, hvis han ikke bliver valgt. Formelt skal Thor Möger dog først vælges til partiets nye landsledelse, der så udpeger ham.