Vejledningen fra Udlændingeservice har været så fejlagtig, at Foreningen Ægteskab Uden Grænser arbejder på en retssag.
3. september 2008, 13:53
Foreningen Ægteskab Uden Grænser vil trække Udlændingeservice i retten på grund af
forkert vejledning om familiesammenføring, hvis foreningen kan finde den juridisk nødvendige dokumentation, oplyser næstformand Louise Alis. Det skal dokumenteres, at vejledningen har været forkert, og at personerne har lidt tab.
- I bestyrelsen har vi jurister, som ved, hvad der skal til, siger hun.
- Vi håber at få fri proces, siger næstformanden til Ritzau.
På et møde den 14. september vil foreningen forsøge at finde frem til personer, som kan være eksempler i et søgsmål.
Udlændingeservice har indrømmet to tilfælde af forkert vejledning, da journalister fra Berlingske Tidende ringede og spurgte til muligheden for at få en ægtefælle til Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed.
/ritzau/


































