De to røde partier er raget uklar i spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge skal have lov til at fortryde og rejse tilbage til Danmark, efter de har taget imod en check på 100.000 kr. i den nye repatrieringsordning.
9. november 2009, 08:35 – opdateret 9. november 2009, 08:37
Selv om S og SF har fremlagt et fælles integrationsudspil og givet vælgerne indtryk af, at de mener det samme i udlændingepolitikken, viser det sig nu at partierne er splittede i spørgsmålet om repatriering.
Mens S er meget tilfredse med VKOs nye forslag om, at udlændinge kan få 100.000 kr. for at rejse hjem for altid, vil SF udstyre de hjemvendte udlændinge med en fortrydelsesret.
- Det bekymrer mig, at man ikke kan komme tilbage igen. Som det er i dag, har man jo mulighed for at vende tilbage til Danmark. Men i VKOs nye forslag er der ikke nogen fortrydelsesret, og det er bekymrende, fordi vi sender folk tilbage til noget, som de dybest set ikke har ret mange chancer for at overskue, siger SFs integrationsordfører, Meta Fuglsang.
Ingen shopping-ordning
Men en fortrydelsesret kan der ikke bliver tale om, lyder det fra Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.
- Vi skal ikke lave en shopping-ordning, hvor man kan rejse hjem og så komme tilbage igen. Det er jo en velovervejet beslutning, folk tager, når de har erkendt, at Danmark ikke er stedet for dem, siger Henrik Dam Kristensen.
S og SF har jo ellers givet befolkningen indtryk af, at I er enige om udlændingepolitikken?
- Det er vi også. Og det her skal vi også nok finde ud af. Jeg har ikke fået snakket med Meta, men det vil jeg selvfølgelig gøre, siger Henrik Dam Kristensen.
Men det er jo et relativt centralt punkt, som I er uenige om?
- Jo, jo, men nu har jeg jo sagt, at det her ikke skal være en shopping-ordning.
Så det vil I stå fast på over for SF?
- Jeg har sagt, hvad jeg mener. Og så får vi snakket om det, siger Henrik Dam Kristensen.
S og SF fremlagde i fjor et fælles integrationsudspil, og heri indgår forslaget om repatriering også. Men muligheden for at fortryde og vende hjem bliver ikke behandlet i udspillet.






























