Helle Thorning-Schmidt blev ramt af en giftig skattesag og bøjede hurtigt af. Historien er fuld af eksempler på, at politikeres privatliv kan sætte dramatiske spor, men deres egen håndtering er tit afgørende for udfaldet.
4. juli 2010, 09:08 – opdateret 4. juli 2010, 10:00
Der er de mindre sager, hvor politikerne kommer i modvind, men står det igennem. Dem er der mange af. Og så er der de andre. De sjældne storme, der pludselig samler sig til en politisk tsunami og truer med at skylle hele karrieren i havet. De kommer kun sjældent. Men det er dem, der afgør valg og tegner den politiske historie.
Ifølge Helle Thorning-Schmidt var der slet ikke nogen sag, da det i sidste uge kom frem, at hendes mand betaler skat i Schweiz og ikke i Danmark, men i løbet af en uge stod det klart, at den socialdemokratiske leder stod midt i noget meget farligt. Kombinationen skat og socialdemokrat er politisk dynamit. Helle Thorning-Schmidt skiftede brat kurs. Nu betaler manden Stephen Kinnock skat i både Danmark og Schweiz. Spørgsmålet er så, om det tager luften ud af stormvejret mod Thorning.
Den politiske historie er fuld af eksempler på, at detaljer fra politikernes privatliv pludselig vælter frem og stjæler nationens opmærksomhed. Nogle gange er det en triviel detalje. Som regel er det et moralsk og ikke et politisk problem, og meget tit er politikerens egen håndtering af sagen med til at afgøre, hvordan den ender.
Set i det historiske perspektiv reagerede Helle Thorning-Schmidt hurtigt. Måske fordi socialdemokraten har haft den seneste dramatiske personsag i tankerne. Da den nybagte konservative udenrigsminister, Lene Espersen, i marts meldte afbud til et møde i det upåagtede Arctic Five for at tage på solferie med familien, antændte sagen ikke med det samme. Men noget boblede. Her var en partileder, der havde fjernet en vellidt udenrigsminister fra den populære post. Der var også noget med arbejdsmoral. Der var en regering som af mange blev betragtet som magtfuldkommen. Der var ingredienser til en perfekt konservativ storm, og de fandt sammen, da kritikken først væltede frem fra borgerlig kant. Men Lene Espersens håndtering af sagen var også afgørende. Først kaldte hun kritikken »skinger«. Så beklagede hun forløbet, men først efter to måneder lukkede hun sagen med en uforbeholden undskyldning.
Det er en afgørende forskel, vurderer den politiske analytiker Niels Krause-Kjær.
»Jeg tror, Helle Thorning-Schmidt trak stikket ud i sidste øjeblik. Havde den fået lov til at køre i 59 dage, så kunne det være gået rigtigt galt,« siger Niels Krause-Kjær, der i 1990erne var pressechef hos de Konservative.
Her blev Det Konservative Folkeparti martret af to sager, hvor politikeres privatliv kastede lange politiske skygger. I 1997 bankede partileder Hans Engell i beruset tilstand sin Mazda 626 ind i en betonklods på Helsingør-motorvejen. Senere samme år var hans efterfølger, Per Stig Møller, meget ulden om en gammel dom for spirituskørsel. Hvor Hans Engell havde svært ved selv at drage konsekvensen af sin brøler, var det Per Stig Møllers håndtering, snarere end den 30 år gamle dom, der gav problemer.
På dagen hvor skattesagen rullede i B.T. lignede Helle Thorning-Schmidts håndtering Lene Espersens. Stejlhed. Måske var den inspireret af Thornings gamle mentor Ritt Bjerregaard. Thorning kendte ifølge eget udsagn reglerne, og der var ikke noget at komme efter. Efter en uge i tænkeboks besluttede hun og Stephen Kinnock så alligevel, at han vil betale skat i både Danmark og Schweiz, selv om de fortsat er helt sikre på, at alle regler er overholdt. Det er en lodret afvigelse fra Ritt Bjerregaards håndbog for politisk krisehåndtering.
Da Ritt Bjerregaard i 1978 blev fyret som undervisningsminister, fældede hun en tåre foran de rullende tv-kameraer. Forud var gået en voldsom krise i statsminister Anker Jørgensens regering, efter at Ritt Bjerregaard havde tilbragt 13 døgn på Hotel Ritz i Paris på skatteborgernes regning. Anker Jørgensen ville have hende til at betale 20.000 kroner tilbage. Ritt pegede på, at reglerne var fulgt og nægtede. Hun har efterfølgende forklaret, at hun fortryder én ting: Tåren.
Ritt Bjerregaard har siden fået gode personlige valg. I personsager kan kritikken nogle gange blive så hård, at sympatien skifter. I 2007 var det Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts tur til at blive hængt ud på forsiden af B.T. Han havde »hyldet« Adolf Hitler i Grøften i Tivoli, skrev avisen. Morten Messerschmidt reagerede først ved at lukke helt ned. Han slukkede telefonen, trak sig fra folketingsgruppen og overvejede at droppe politik fuldstændigt, mens han kørte sag mod B.T.
»Jeg meldte mig jo ud af Dansk Folkeparti i en periode for at tage presset væk fra Pia og fra partiet. Og i den periode gjorde jeg mig nogle overvejelser om, at der også var andet i livet end politik. Både på egne vegne, men også på min families. Man skal heller ikke undervurdere, at sådanne episoder går hårdt ud over ens familie, og jeg stillede mig selv det spørgsmål, om de kunne være tjent med, at jeg havde truffet et valg om at gå ind i politik,« siger Morten Messerschmidt.
Han blev i politik, vandt sagen mod B.T. og ved valget til Europa-Parlamentet i 2009 fik han hele 284.500 personlige stemmer. Morten Messerschmidt havde gjort et spektakulært politisk comeback.
Året forinden var det den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der overvejede, om det var det hele værd. En række tvivlsomme bilag og barregninger fra tiden som borgmester i det daværende Frederiksborg Amt hjemsøgte Venstres næstformand. Lars Løkke Rasmussens håndtering af sagen gik fra stejl afvisning, da sagen ramte mediedagsordenen, til at han i sommeren 2008 tilbagebetalte tusindvis af kroner.
Den nu konservative Naser Khader har oplevet, hvordan håndteringen af en møgsag kan få den til at eksplodere. Da han i valgkampen for Ny Alliance i 2007 af Se og Hør blev beskyldt for at have fået lavet sort arbejde, svarede han igen med at kalde chefredaktøren og vennen Henrik Qvortrup for et »svin« på TV. Det fortryder han i dag. Problemet er ikke bare sagen i sig selv, men at ens generelle politiske imunforsvar svækkes. For Lene Espersen er det nu et problem, hver gang hun ikke deltager i et møde med udlændinge.
»Den gode historie er altid, om man kan finde noget tilsvarende negativt. Når man har succes, så avler det succes, men modgang avler modgang. Har man medvind er man genial og alt, hvad man siger, er rigtigt. Når man havner i den modsatte grøft, så er det lige modsat. Så er man bare en idiot,« forklarer Naser Khader.
Søger politikerne professionelle råd hos kommunikationsrådgiverne Jøp, Ove & Myrthu, får de at vide, at 90 procent af alle kriser kan forebygges. Også Helle Thorning-Schmidts skattesag. Kriserne kan generelt inddeles i tre kategorier, forklarer administrende direktør og partner, Mikael Baden. Der er de klare ulovligheder. Der er dem om udnyttelse af magt. Og der er dem om, at vi simpelthen forlanger meget af vores helte. Helle Thorning-Schmidts sag falder tilsyneladende i den tredje kategori. Derfor ville socialdemokraten havde fået det råd at holde fast i sin oprindelige strategi.
»For mig at se er der ikke andet at gøre end at sige, at det her er noget Skattevæsenet skal undersøge, og indtil Skattevæsenet er kommet med en klokkeklar afgørelse, som jeg vil rette mig ind efter, så har jeg ikke mere at sige,« forklarer Mikael Baden.
Niels Krause-Kjær peger på, at mange toppolitikere har svært ved at bøje af, når de pludselig står midt i den sjældne orkan, der kan udvikle sig til en tsunami. Stivheden ligger i deres genetik.
»Politikere på det niveau er stædige. Ellers var de ikke kommet op på det niveau. Og så er det en del af den politiske natur, at man skal være i stand til at modstå kraftig modvind og tage et dyk i meningsmålingerne uden at vakle. Man skal passe meget på med at beklage og sige undskyld. Man udvikler nogle instinkter, som i det daglige er en forudsætning, men når der kommer en sag som den her, så gælder det om at sige: Hov, den her sag er ikke som de ti andre på et år. Den her sag er en af de tre i min lange politiske karriere. Nogle bruger 59 dage på det. Andre kan nøjes med seks dage.«
