Den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, advarer tilhængere af større grundlovsrevision mod at stemme nej til tronfølgelov som protest.
5. juni 2009, 13:03
Et ja til ligestilling i tronfølgeloven fylder dobbelt så meget som et ja til EU-kandidat Dan Jørgensen i den socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidts tale grundlovsdag.
Den socialdemokratiske leder vender sig imod dem, der vil stemme nej i protest mod, at der ikke kom en større grundlovsrevision.
- Det er et dårligt argument for ikke at gøre det rigtige, siger Helle Thorning-Schmidt over for 200 tilhørere i byparken i Esbjerg.
- Valget er klart: Et ja er ja til ligestilling. Et nej til den nye tronfølgelov er et nej til, at mænd og kvinder skal have samme rettigheder, siger hun.
Hun indledte sin tale med at fremhæve den socialdemokratiske spidskandidat ved EU-Parlamentsvalget på søndag, Dan Jørgensen.
- Dan er en politiker med fremtiden for sig. Det er en fremtid uden erhvervsjagter, erhvervsgolf eller opfindsomme radioeventyr, siger hun.
Den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen går på jagt og spiller golf. Venstres spidskandidat, Jens Rohde, har stået i spidsen for den nu lukkede radiostation TV2 Radio.
/ritzau/


































