18. marts 2008, 10:00 – opdateret 18. marts 2008, 10:25

Der er ikke ligefrem påskehygge hos de Radikale.

En af de få overlevende unge fra valget i november – Simon Emil Ammitzbøll – har ligefrem opfordret seniorerne i folketingsgruppen til at pakke kufferterne.

Ifølge den unge oprører spærrer ”de gamle” medlemmer som f.eks. Marianne Jelved, Lone Dybkjær og Niels Helveg Petersen for fornyelse og fremgang.

Foreløbig ser appellen ikke ud til at gøre indtryk på veteranerne, og det spæde ungdomsoprør kan også forekomme en smule malplaceret al den stund, at de mest defensive ledere på Borgen rent faktisk er de yngste.

Tænk blot på Helle Thorning-Schmidt, Naser Khader og Margrethe Vestager over for erfarne folk som Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal.
Mere end noget andet bør Simon Emil Ammitzbølls udfald derfor læses som et udslag af den desperation og frustration, som udgår fra de Radikale for tiden.

På den korte bane ser det ellers ud som om Margrethe Vestager er blevet mere synlig efter sit markante opgør med Villy Søvndal, som hun beskylder for at sælge ud af alle sine principper til fordel for en ny populistisk kurs i udlændinge- og integrationspolitikken.

Når den radikale leder er så uforsonlig i sin kritik, er der flere årsager til det. Hun mener af et ægte hjerte, at Villy Søvndal alene holder ophørsudsalg over alle sine gamle synspunkter for at tækkes vælgerne.

Men hun gør også højlydt opmærksom sin kritik, fordi hun håber, at de venstrefløjsvælgere, som er utilfredse med SF-formandens ”højredrejning”, kunne få lyst til at hoppe af til Det Radikale Venstre. Margrethe Vestager har i den grad brug for lidt fremgang til sit parti, der som bekendt blev halveret ved valget og for tiden indtager skuffende placeringer i målingerne.

Indtil videre har de Radikale dog vist sig sårbare over for Søvndals succesrige manøvrer, og det er ikke lykkedes for Vestager at opsamle de vælgere, der er bekymret over, at SF-formanden tilsyneladende nærmer sig Anders Fogh og Pia Kjærsgaard.

Tværtimod har SF-formanden haft så stor succes, at han effektivt har blokeret for, at de Radikale har kunnet kapitalisere på det dramatiske kollaps i Ny Alliance.

Margrethe Vestager & Co. havde håbet, at de Radikale kunne vinde terræn i takt med at problemerne tårnede sig op for Naser Khader og Anders Samuelsen i NA. Men det er ikke sket. Selv med Ny Alliance under spærregrænsen kan Det Radikale Venstre ikke få fat i vælgerne - primært fordi SF støvsuger dem.

Presset fra SF handler dog langt fra alene om antallet af vælgere, men nok så meget om indflydelse og gennemslagskraft.

Vokseværket i SF - og tilnærmelserne mellem Thorning og Søvndal – kan komme til at betyde, at magtbalancen forskubber sig i oppositionen til ugunst for de Radikale.

S-formanden har allerede inviteret SF-ledelsen med til forhandlinger om et fælles integrationsudspil - uden om de Radikale - og på det seneste er et selvbevidst SF begyndt at stille krav om ministerposter og indflydelse i en kommende S-SF-R-regering.

Det perspektiv er langt fra alle i det radikale bagland begejstret for. I forvejen er der hos kritikerne af Margrethe Vestager oparbejdet solide frustrationer over, at hun i efterårets valgkamp opgav de Radikales frie position på midten for at pege på S-formanden som statsministerkandidat og genoplive SR-alliancen.

Kritikerne frygter, at en fastholdelse af SR-alliancen – kombineret med et succesrigt SF som en ustyrlig faktor – vil være den sikre vej til fortsat isolation.

I forvejen har det slidt på selvfølelsen, at partiet siden 2001 har stået uden for maskinrummet i dansk politik. Tidligere lød et berømt mundheld, at enten sad de Radikale i regering eller også regerede de. Men fra Foghs historiske valgsejr og frem til i dag har de Radikale ført hård oppositionspolitik mod VKO-alliancen.

Margrethe Vestager siger ganske vist, at hun gerne samarbejder på områder, hvor hun kan opnå indflydelse og kan påvirke regeringens kurs – som det f.eks. skete for nylig med de radikales deltagelse i forliget om den nye jobplan.

Men de interne kritikere frygter, at de Radikale reelt vil blive isoleret, fordi Margrethe Vestager så tydeligt markerer sin indædte modvilje mod VK-regeringen og Dansk Folkeparti i store dele af værdipolitikken. De mener, at hun i højere grad burde betone de felter, hvor R rent faktisk kan arbejde sammen med VK-regeringen, DF og Ny Alliance.

Deres frygt er, at de Radikale meget vel kan blive trukket ned af det kriseramte Socialdemokrati. Hvis Thorning fortsætter sin nedtur, vil det blive svært at overbevise vælgerne om, at hun har en reel chance for at slå Fogh ved næste valg, og i den situation vil perspektivet om indflydelse og regeringsdeltagelse fortone sig yderligere for de Radikale.

Kort sagt: Kritikerne frygter, at deres ophold på sidelinjen til dansk politik hurtigt kan blive forlænget med endnu en årrække, og den tanke gør ondt.