15. maj 2008, 15:32

Det er blodig ironi, at Pia Kjærsgaard fra sit feriested i det græske øhav må holdes orienteret om de eklatante fodfejl og dumheder, som hendes mest betroede folk i Dansk Folkeparti har begået i de sidste døgn.

Normalt plejer DF-lederen at lufte sin utilfredshed med statsministerens intense rejseprogram, som efter hendes mening betyder, at der ikke altid er nok styr på ministrene. Men nu må hun selv konstatere, at hendes løjtnanter i DF har endog meget svært ved at holde tungen lige i munden, når mor ikke er på plads til at lægge linjen og holde opsyn.

For Dansk Folkeparti er situationen ekstra ironisk, da partiet rent faktisk stod tilbage som en af de få aktører, der kom ud af den langstrakte tørklæde-sag i en vinderposition.

I hele forløbet har DF-ledelsen kunnet tale direkte til den store del af befolkningen, som ikke kunne forestille sig, at en dommer skulle have ret til at sidde i en dansk retssal iført tørklæde. Mens både regeringen og Socialdemokraterne har haft mere end svært ved at lægge en præcis kurs, har DF kørt sagen til stregen – lige indtil især Kristian Thulesen Dahl gik langt over stregen og fik fjernet fokus fra tørklæde-sagen med sine udtalelser, som firkantet sagt fik gjort Dansk Folkeparti til fjende af ethvert muslimsk menneske.

Ud fra snart sagt enhver synsvinkel var Kristian Thulesen Dahls udsagn om, at DF er ”anti-muslimsk” en fejltagelse af de store.

Dels fik han fjernet fokus fra tørklædesagens substans om, at dommere skal udtrykke neutralitet og upartiskhed.

Dels fik han kortsluttet hele det møjsommelige og systematiske arbejde, som Pia Kjærsgaard har stået i spidsen for siden dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995, og som handler om, at DF aldrig må blive en pendant til det anarkistiske og utilregnelige Fremskridtsparti.

Fra starten har det været Pia Kjærsgaards ambition, at DF skal kunne fungere som et ansvarligt og parlamentarisk driftsikkert parti på Christiansborg. Af samme grund har det i stigende grad været et afgørende succesparameter for Pia Kjærsgaard og DF-ledelsen, at DF-politikere netop ikke angriber muslimer i bred forstand.

Pia Kjærsgaard har eksempelvis betonet, at DF ser positivt på de muslimske indvandrere, som kommer til Danmark for at bidrage til samfundet og lade sig integrere, mens partiet er kompromisløst i kampen mod religiøs fundamentalisme.

Med andre ord: Ifølge Pia Kjærsgaard skal DF ikke være anti-muslimsk, men anti-islamistisk, og det var lige præcis den skillelinje, som Kristian Thulesen Dahl fik forplumret med sine udtalelser.

Allerede kort efter at han havde sagt de fatale ord, blev han klar over, at den var gal, og han forsøgte i løbet af onsdag aften i samtaler med journalister at rette op på miseren.

På et gruppemøde torsdag morgen i DF-folketingsgruppen beklagede han også sit ordvalg og gjorde det klart, at han var ked af, at hans udtalelser kunne misforstås som et generelt angreb på muslimer.

Sagen fik imidlertid tilføjet en ny dynamik, da justitsminister Lene Espersen på den samlede regerings vegne så sig nødsaget til at trække en streg i sandet og gøre opmærksom på, at Kristian Thulesen Dahls udtalelser var stærkt problematiske og upassende.

For regeringen ville det således være yderst belastende at skulle forsvare en alliance med DF, som pludselig rubricerede sig som anti-muslimsk. Internt i regeringen kunne man med det samme se, at Thulesen Dahls udtalelser ville kunne forurolige mange borgerlige vælgere, og at man ville få svært ved at forsvare DF i forhold til oppositionens angreb.

Desuden krævede det ikke stor fantasi at regne ud, hvad citaterne fra Kristian Thulesen Dahl kunne anrette af skader i den internationale presse, hvor der er en klar tendens til at skildre Dansk Folkeparti som et ensidigt fremmedfjendsk og ultrahøjreorienteret parti. Endelig kunne udtalelserne hurtigt begynde at cirkulere i medier i muslimske lande og være med til at skabe fornyet modvilje mod Danmark.

Med Kristian Thulesen Dahls beklagelse og præcisering af sit ordvalg, er sagen indtil videre lagt død, men den ellers så drevne DF-strateg må konstatere, at han fik ødelagt en vindersag for sit parti og skabt tvivl om sit partis ståsted.

Dog vil det være synd at sige, at han er den eneste, som har dummet sig i det kaotiske forløb om tørklæderne: Socialdemokraterne har undervejs meldt ud i øst og vest, og der har været voldsom uenighed i folketingsgruppen på Christiansborg.

Men også regeringen har haft svært ved at finde sine ben, og uroen kulminerede onsdag med Anders Fogh Rasmussens irettesættelse af Birthe Rønn Hornbech, som forsøgte at torpedere den interne beslutningsproces i regeringen, og hun ligger nu tilbage som en vingeskudt minister.

En klog mand har engang sagt, at politik er det muliges kunst.

I dette forløb har der snarere været tale om de umuliges kunst.