5. august 2008, 18:51 – opdateret 5. august 2008, 18:59

Normalt har statsminister Anders Fogh Rasmussen en uovertruffen evne til at komme hjem fra ferie, fjerne de sager, som har vokset sig store i sommervarmen, og sætte sin egen dagsorden.

Med sin første optræden efter ferien gjorde han, hvad han kunne for at gentage proceduren, men denne gang sidder han med en sag, som ikke lige kan lægges død, og han vil i måneder frem have DF-ledelsen i haserne og få svært ved at sælge en positiv dagsorden om Europa til flertallet af de danske vælgere.

Helt forventeligt fortsætter Pia Kjærsgaard den benhårde retorik over for statsministeren, og det kan ikke undre, for DF har fået en perfekt platform, som DF-ledelsen naturligvis ikke forlader frivilligt.

Firkantet sagt, kan DF også fremover profilere sig som partiet, der kæmper mest imod indflydelsen fra Bruxelles og mest for danskernes ret til at fastholde en stram udlændingepolitik.

Dermed flyder to af partiets stærkeste mærkesager sammen i en bølge, som partiet vil kunne surfe på i en længere periode, og som vil lægge hindringer ud for regeringschefens drøm om at afskaffe de danske EU-forbehold.

Alt dette ved Anders Fogh Rasmussen kun alt for godt. Han ved, at hans vilkår for at føre Danmark længere ind i hjertet af det europæiske samarbejde er blevet dramatisk forringet i løbet af sommeren.

Når dette er sagt, kan statsministeren til gengæld glæde sig over, at han slet ikke er under pres for at afholde en folkeafstemning, for efter irernes nej til Lissabon-traktaten er det fortsat uvist, hvordan EU bevæger sig ud af den nuværende krise.

Derudover kan han konstatere, at han står relativt stærkt i indenrigspolitikken – al uroen og tummelen taget i betragtning.

Naturligvis kan angrebene fra Dansk Folkeparti, som konsekvent beskylder regeringen for ikke at gøre nok for at beskytte udlændingepolitikken, efterlade et indtryk af dybe sprækker mellem VK og DF. Nogle vil også stille spørgsmålstegn ved, hvor vidt VKO-alliancen overhovedet vil kunne holde.

Men så langt kommer det ikke.

Når det kommer til stykket, har VK-regeringen og DF en enorm interesse i at fastholde et samarbejde, som har gavnet begge parter siden skiftet i 2001, og som på lange strækninger har været baggrunden for de senere års ret enestående politisk stabilitet.

Derfor vil DF – trods trusler om det modsatte – styre efter, at uenigheden og slagsmålene med regeringen netop kommer til at handle om Europa politikken. Her har partiet som sagt fået sin stærke talerstol, hvorfra partiets ledelse vil kunne tale til hele den EU-skeptiske del af befolkningen, og det gælder også de borgerlige vælgere, som er vrede over kendelsen fra EF-domstolen.

DF vil også jævnligt true med, at partiet skal have mere indflydelse på Europa politikken, men i praksis vil DF være fokuseret på at sikre, at EU ikke får indflydelse på udlændingepolitikken.

I den forbindelse har Fogh vagt den eneste løsning, der reelt eksisterer – nemlig at deltage i en koalition af EU-lande, som ikke vil acceptere, at EU får for stor indflydelse på deres evne til at føre national udlændinge- og immigrationspolitik.

Vejen bliver lang og besværlig – og det vil givet tage lang tid - og alt dette vil DF-ledelsen selvsagt gøre danskerne opmærksomme på. Men i virkelighedens verden har Fogh ingen anden vej at betræde, og det ved de i DF.

Mens slaget om Europa politikken pågår, skal regeringen og DF-ledelsen evne at samle sig om den indenrigspolitiske dagsorden, som bl.a. kommer til at handle om finansloven for 2009, vigtige investeringer i sygehusvæsenet og infrastruktur samt forberedelsen af en skattereform i foråret 2009.

Hvis regeringen og DF skal fortsætte samspillet fra de senere år, er der ikke rum til, at de kæmper hårdt med hinanden om både Europa politikken og de vigtige indenrigspolitiske dagsordener. Og det ved DF også godt.

Endelig kan Fogh midt i udsigten til at skulle ud på en svær mission i EU glæde sig over, at oppositionen har overordentlig svært ved at udnytte det aktuelle politiske drama til egen fordel.

S-ledelsen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen er tilbageholdende med at kritisere regeringen, for man vil nødigt alt for langt ind i endnu en debat om udlændingepolitikken. Socialdemokraterne har efterhånden oparbejdet en lang erfaring, som siger, at når udlændingepolitikken bevæger sig op på dagsordenen, bevæger partiet sig ned i meningsmålingerne.

Derudover er S-toppen yderst opmærksomme på, at vælgerne helst ikke skal opdage, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fortsat er langt fra hinanden, når det handler om indretningen af Danmarks udlændinge- og integrationspolitik.

Når Margrethe Vestager – stort set som den eneste i Folketinget – taler anerkendende om EF-domstolens rolle, er hun en alliancepartner, som Helle Thorning-Schmidt helst vil have på 10.000 meters afstand.