Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sværere for indvandrere at få kontanthjælp

Presset på ledige kontanthjælpsmodtagere øges med regeringen og Dansk Folkepartis nye stramninger på udlændingeområdet. Parterne har en ny udlændingeaftale klar.

Regeringen og Dansk Folkeparti svinger nu pisken yderligere overfor den gruppe af ledige kontanthjælpsmodtagere, som især består af indvandrere. Det sker ved, at regeringens omstridte 300-timers regel udvides til en 450-timers regel.

Reglen har hidtil betydet, at en af ægtefællerne mister sin kontanthjælp, hvis parret har haft mindre end 300 timers ustøttet beskæftigelse indenfor to år.

Ifølge en kun to måneder gammel undersøgelse fra SFI er 95 procent af de personer, som får frakendt kontanthjælpen indvandrere – ligesom det især er de svageste ledige i den såkaldte matchgruppe 4, der bliver ramt af reglen.

I oppositionen har der hele tiden været voldsom modstand mod reglen, men alligevel vælger DF og regeringen nu at udvide den. Fremover kommer 450-timers reglen også til at omfatte ægtepar, hvor den ene ægtefælle er i arbejde, og hvor den anden modtager kontanthjælp.

641 ægtepar er hidtil blevet ramt af reglen. Hver tredje, som har mistet kontanthjælpen er kommet i arbejde efter seks til ti måneder.