Prinser og prinsesser skal være ligestillede, siger ligestillingsminister Inger Støjberg. Og det er, hvad afstemningen handler om. Ikke monarkiets fremtid.
5. juni 2009, 10:42
Med udsigt til, at det bliver op ad bakke for regeringen at få et ja i hus til en ændring af tronfølgeloven, putter ligestillingsminister Inger Støjberg nu monarkiet ind i sin grundlovstale.
Ligestilling for prinser og prinsesser er en demokratisk værdi, er budskabet, og det er det, afstemningen handler om - ikke om for eller imod monarkiet.
- Jeg går ind for ligestilling mellem kvinder og mænd, også når det gælder, hvem der skal være regent i Danmark. Jeg har selvfølgelig respekt for, at folk kan have forskellige holdninger til monarkiet - det er bare ikke det, vi stemmer om på søndag. Afstemningen på søndag handler om kvinder og mænds lige ret og muligheder, siger Inger Støjberg, som for sin part er en sikker ja-stemme på søndag.
/ritzau/


































