Enhedslistens Frank Aaen, Søren Søndergaard og Line Barfod er nogle af de bedste politikere, mener tidligere skatteminister og erhvervsminister, Ole Stavad.
7. maj 2009, 18:14 – opdateret 7. maj 2009, 19:22
Tidligere skatteminister og erhvervsminister for Socialdemokraterne, Ole Stavad jubler over samarbejdet med Enhedslisten i 1990’erne, hvor han selv sad i regering.
- Frank Aaen, Søren Søndergaard, Line Barfod. Det er svært at finde politikere af højere kvalitet, siger han blandt andet.
Det lille venstrefløjsparti fylder 20 år og har i samme anledning forfattet et jubilæumsskrift over partiets historie. Det indeholder et interview med Ole Stavad, hvor han kommer med de opsigtsvækkende udtalelser om Enhedslisten. Når han skal nævne tre ting, som kendetegner partiet, falder svaret prompte ifølge artiklen:
- Konstruktive, realistiske og principfaste. Konstruktive, fordi Enhedslisten når de sidder i en forhandling, er resultatorienterede. Når man påpegede et problem, så var man også villig til at anvise en løsning. Realistiske, fordi man ikke troede, at man kunne få hele verden på en gang. Principfaste, fordi magten aldrig har forhindret Enhedslisten i at sige det, der var rigtigt. Uanset om det generede dem, som de samarbejdede med. Principfastheden har aldrig stået i vejen for indflydelse, lyder det fra Stavad.
Udtalelserne er opsigtsvækkende, fordi Socialdemokraterne til tider var kendt for at have et anspændt forhold til Enhedslisten op gennem 1990’erne. Når Socialdemokraterne skulle indgå forlig om store reformer, så forhandlede partiet med Enhedslisten, som ofte var besværlige og skulle igennem lange diskussioner med baglandet, før de kunne sige ja. Men Stavad påpeger, at de pæne ord skam er alvorligt ment:
- Og jeg siger ikke alt det her til en festlig lejlighed, men fordi jeg mener det.
Enhedslisten holder i weekenden årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København.
































