DF og regeringen vil sænke fradragsretten for det faglige kontingent og halvere dagpengeperioden. Det vil ramme fagforeningerne, men på langt sigt også statskassen, mener ekspert.
25. maj 2010, 10:18
Ikke alene skal dagpengeperioden halveres fra fire til to år. Også fradragsretten for det faglige kontingent er i spil i slutspurten af forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det bekræfter pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard, overfor Berlingske Tidende.
Tiltaget ventes at ramme fagforeningerne.
- Hvis du gør det mindre fordelagtigt at forsikre sig ved at begrænse fradragsretten, må der naturligvis være færre mennesker, der forsikrer sig, siger arbejdsmarkedsforsker ved Ålborg Universitet, Thomas Bredgaard.
Han mener, at der på kort sigt vil være tale om en økonomisk besparelse for staten ved at begrænse fradragsretten. Men på lang sigt mener han, at tiltaget kan være ”en omkostning for statskassen,” fordi der vil være færre, der forsikrer sig. Ved hjælp af de frivillige a-kassekontingenter aflastes statskassen på lang sigt, da den ellers vil skulle udbetale den fulde forsørgelsesydelse.
- Umiddelbart betragtet vil det føre til færre fagforeningsmedlemmer. Så fagforeningerne vil selvfølgelig være meget skeptiske. De vil synes, det er en rigtig dårlig ide.
Regeringens Skattekommission har stillet forslag om at sænke fradraget for kontingent til fagforeninger og a-kasser fra 33 til 25 procent. Lønmodtagere, arbejdsløse, efterlønsmodtagere og modtagere af fleksydelse kan fratrække bidrag til A-kasse og kontingenter til fagforening. I dag står op mod en tredjedel af lønmodtagerne uden for a-kasserne.
I forvejen har Dansk Folkeparti foreslået, at dagpengeperioden halveres fra fire til to år. Et forslag, fagbevægelsen tager skarpt afstand fra.
LO-formand Harald Børsting forudser ifølge politiken.dk, at det vil ramme erhvervslivet hårdt, fordi det tvinger fagbevægelsen til at kræve større jobsikkerhed: Det skal være vanskeligere at fyre folk, hvis forslaget om at halvere dagpengeperioden gennemføres.
Statsministeren afholder sit ugentlige pressemøde klokken 11.30 i Statsministeriet.


































