Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Spareplan på plads

Opdateret 11.30: En netop indgået aftale om en genopretning af dansk økonomi halverer dagpengeperioden fra fire til to år. Historisk stor opgave at lave denne aftale, siger finansminister, Claus Hjort Frederiksen.

For fremtiden kan man maksimalt få dagpenge i to år mod fire år i dag. Det er resultatet af den netop indgåede aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som netop er blevet præsenteret i Finansministeriet.

- Dagpengeperioden forkortes fra fire til to år. Vi styrker nu holdbarheden af dansk økonomi frem til 2015 med denne dagpengereform, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der tilføjede at det har været en historisk stor opgave at skrue genopretningsplanen på plads.

- Vi konsoliderer økonomien med 24 milliarder kroner. Det er lavet en enestående politisk indsats, sagde Claus Hjort Frederiksen og roste Dansk Folkeparti for at tage politisk ansvar.

Finansministeren fastslog samtidig, at satserne for overførselsindkomsterne  alligevel ikke bliver fastfrosset, som regeringen ellers lagde op til i sit oprindelige udspil. Og kommunerne friholdes samtidig for de ellers bebudede besparelser på fire milliarder kroner.

Samtidig bliver ulandsbistanden efter krav fra Dansk Folkeparti barberet ned med 1,4  milliarder kroner i 2013. Dermed ryger ulandsbistanden ned under det niveau på 0,8 procent af BNP, som regeringen ellers lovede i regeringsgrundlaget fra 2007.  

Derimod fik Dansk Folkeparti ikke sit krav igennem om at indkomstregulere børnechecken og kun dele den ud til de første to børn. Fremover kan børnefamilier dog maksimalt modtage 30.000 kr. i børnechecks om året.

Den aftalte forhøjelse af topskattegrænsen bliver nu udskudt i tre år - mod to år i regeringens udspil. Ligeledes et krav som DF har fået igennem.

Og så indføres et loft over fradrag for faglige kontingenter på 3.000 kr. årligt.

Halveringen af dagpengeperioden bidrager med godt fire milliarder kroner til den samlede spareplan.

Hvorfor er det dagpengemodtagerne, der skal betale regningen?

- Fordi det styrker vores mulighed for at skaffe arbejdskraft. Vi står jo overfor et stort problem med at skaffe hænder nok, fordi der bliver flere ældre og færre unge, siger Claus Hjort Frederiksen.

Det var Dansk Folkeparti, der i går pludselig lancerede forslaget om at halvere dagpengeperioden. Tidligere har både Dansk Folkeparti og regeringen ellers blankt afvist at røre ved dagpengeperioden.

-  Det havde været forkert at gøre for et år siden, men det er det rigtige at gøre i den nuværende situation. Jeg kan da godt forstå, at der er nogen der spørger, hvorfor det lige er dagpengemodtagerne, der skala betale regningen, men vi skal alle være med til at skal betale regningen, siger DF-leder Pia Kjærsgaard.

Hvordan kan det være socialt afbalanceret at lade dagpengemodtagerne betale en store del af regningen?

- Folk, der er på dagpenge, skal allerhelst ud i arbejde. Det er det væsentlige, og situationen til, at de kan komme det, er langt lysere end det var for noget tid siden. Så jeg vil ikke sige, at det er dagpengemodtagerne, der skal betale for det her. Dagpengeperioden er blevet sat ned fra fire til to år, og sammenlignet med andre lande er det en lang periode med de fire år, siger Pia Kjærsgaard.

Læs alt om regeringens spareplan her