Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Socialdemokrater er ikke imod privatskoler

Socialdemokraterne er ikke imod privatskoler, men socialordfører Mette Frederiksen har ændret holdning, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen.

Forældre må selv vælge, om deres barn skal gå i privatskole eller i folkeskolen. Det afgørende er, at der gælder lige vilkår mellem folkeskoler og privatskoler.

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, efter kraftig kritik af, at partiets socialordfører, Mette Frederiksen, har sat sin datter i Hareskovens Lilleskole i stedet for Egebjergskolen i Ballerup.

I 2005 sagde hun, at "det nytter simpelt hen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer".

- Det er klart, at Mette har ændret holdning til dét spørgsmål. Det er fint for mig, men så må hun redegøre for, hvorfor hun har ændret holdning, og det gør hun så også, siger Henrik Sass Larsen.

Han mener ikke, at hendes holdningsskift svækker Socialdemokraternes angreb på regeringen for at spare på folkeskolen og fyre lærere.

- Der skal være lige spilleregler og betingelser mellem det private og det offentlige. Om folk vælger en privat eller offentlig skole, dét må folk helt selv om. Vi overlader det trygt til forældrene at tage dét valg, siger Henrik Sass Larsen.

Socialdemokraterne er ikke absolut imod privatisering, understreger han.

- Vi er ikke ideologiske modstandere af alle former for privatisering eller udliciteringer. Vi har et meget afslappet forhold til, om det er offentligt eller privat. Vi ønsker bare, at der skal være lige betingelser for, hvordan man driver virksomhed eller skole, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/