Udbryderen Ammitzbøll vil ikke længere blande sig i de Radikales forhold.
22. oktober 2008, 12:16 – opdateret 22. oktober 2008, 12:20
De Radikales fortabte søn lover nu sin tidligere partileder Margrethe Vestager at holde mund om de Radikale. Simon Emil Ammitzbøll har de seneste dage rakket Vestagers nye strategiske kurs godt og grundigt ned, men nu stopper kritikken.
-Jeg giver mig selv mundkurv på i forhold til Det Radikale Venstres strategi. De Radikale må selv finde ud af, hvordan de ser fremtiden for deres lille parti, siger Simon Emil Ammitzbøll til Berlingske.dk.
Han forventer så til gengæld, at Margrethe Vestager nu stopper med at opfordre ham til at vende tilbage.
- Jeg håber, at jeg så slipper for utidige opfordringer til at melde mig ind i deres parti, som jeg ikke har nogen interesse i, at melde mig ind i igen, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Hvad med din egen fremtid – hvad forestiller du dig?
- Der er ikke noget nyt. Nu skal jeg på plads på mit nye kontor, og så vil jeg som løsgænger fortsætte mit arbejde i Folketinget og tage rollen som en borgerlig humanistisk fritænker, siger Ammitzbøll.
Kunne der opstå en jobmulighed for dig uden for Christiansborg?
- Det her er ikke en jobansøgning, men jeg lukker ingen døre. Der er jo ikke så mange muligheder, hvis man ikke går ind i et andet parti. Jeg satser ikke på at lave en Jakob Haugaard og prøve at bliver valgt som løsgænger, siger Simon Emil Ammitzbøll.


































