Stik imod holdningen hos Villy Søvndal og Co. siger de fleste af SFs vælgere, at der af hensyn til økonomien er brug for en efterlønsreform.
10. juni 2010, 11:13
For første gang i en Gallup-måling efterspørger flest SF-vælgere et indgreb mod efterlønnen.
48 procent af SFs vælgerkorps mener, at der er behov for en efterlønsreform for at forbedre landets økonomiske situation, mens kun 41 procent af SF-vælgerne afviser tanken.
Læs også: Thorning scorede selvmål om efterløn
- Jeg tror, at det er et udtryk for, at der er en forståelse for, at der skal rettes op på dansk økonomi samtidig med, at der i de seneste uger har været meget snak om efterlønnen, siger SFs gruppeformand Ole Sohn, der dog ikke ønsker at rokke ved SFs fuldtonede forsvar for efterlønsordningen.
- Vi er så heldige, at når vi gennemfører vores økonomiske plan Fair løsning, så er vi i stand til at gøre det på en måde, hvor vi ikke skærer i velfærden. I stedet for at skære vi velfærden, skal vi investere, uddanne og arbejde os ud af krisen, siger Ole Sohn.
Læs også: Vælgerne klar til efterlønsindgreb
Derimod har både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i stor udstrækning sine vælgere med sig i afvisningen af et efterlønsindgreb. Ole Sohn vil dog ikke svare ja til, at årsagen til SF-vælgerne erklærer klar til et opgør med efterlønnen måske skal ses i sammenhæng med, at SF relativt set ikke har så mange nedslidte arbejdere i sit vælgerkorps - men derimod mange akademikere og skolelærere.
Din mening: Er der brug for en reform af efterlønnen?
- De faggrupper, som har størst behov for efterlønnen, er inden for LO-området, fordi det især er dem, der bliver fysisk nedslidt, siger Ole Sohn.
Og der er ikke så mange af dem i jeres vælgerkorps?
- Vores vælgerkorps udvikler sig i kraft af, at vi bliver større og større, lyder svaret fra Ole Sohn.


































