SF: Regeringen er metaltræt

Lars Løkke ser frisk ud efter sin ferie, men han er trængt, lyder det fra SF.

Da Lars Løkke Rasmussen i dag afholdt pressemøde i Statsministeriet hvilede både befolkningens og de politiske modstanderes øjne på statsministeren.

- Lars Løkke har puttet sig væk i et stykke tid. Så det var rart at se ham tilbage. Det er altid rarere at kæmpe mod en modstander, der er til stede, siger SFs gruppeformand, Ole Sohn.

På pressemødet fortale Lars Løkke Rasmussen om det såkaldte ”konvergensprogram” der har til formål at genoprette den økonomiske krise. Men ifølge Ole Sohn er det mere form end indhold:

- Jeg opfatter bare konvergensplanen som er en præsentation af den økonomiske udfordring. Vi mangler stadig at se, hvordan regeringen vil komme med konkrete bud på, hvordan man skal genoprette den danske økonomi, siger Ole Sohn.

Ifølge Ole Sohn så Lars Løkke ud til at ”have fået mere energi” af sin ferie. Men Ole Sohn opfatter Løkkes glade ydre som en overflade.

- Regeringen er som et fly, der står på en landingsbane. Umiddelbart kan det se friskt ud. Men så snart det skal forsøge at lette, viser det sig, at der er metaltræthed i vingerne, siger Ole Sohn.