De allermest velhavende danskere skal blive ved med at få tusindvis af kroner fra staten i børnecheck, kræver SF. En regulær kovending fra SF, der tidligere ville fratage millionærer deres børnecheck.
19. januar 2011, 23:00
Højtlønnede direktører i Danske Bank, A.P. Møller Mærsk og andre store virksomheder skal fortsat modtage en børnecheck fra staten hver trejde måned. Det mener SF-toppen, der ellers tidligere har talt varmt for, at de rigeste danskere nok kunne få økonomien til at hænge sammen uden at skulle modtage en børnecheck fra de offentlige kasser.
»Det er ikke et spørgsmål, om at være bange for at være for hård ved de rige. Det er et spørgsmål om, at vi får sikkerhed for, at vi har et retfærdigt skattesystem,« siger SFs gruppeformand Ole Sohn, der ikke vil skrive under på, at SF-toppen igen har taget et skridt til højre.
I al ubemærkethed har SF lavet en kovending i spørgsmålet om børnechecken. Sidste år lød der helt andre toner fra SFs socialordfører Özlem Cekic.
»SF har altid gået ind for indtægtsregulering af børnechecken. Vi har aldrig kunne se, hvad formålet var med at folk i Hellerup skulle have en check hver tredje måned. Vi mener, at pengene hellere skulle gå til dem, der virkelig har brug for dem, sagde Cekic.
Hun ønsker i dag ikke at forholde sig til den nye partilinje. Når Ole Sohn skal forklare, hvorfor SF har ændret holdning henviser han til, at SF sammen med Socialdemokraterne i 2009 fremlagde det fælles skatteudspil Fair Forandring. Det udspil omfordeler fra de rige til de mindre rige, pointerer Sohn og nævner blandt andet millionærskatten.
»En form for bestikkelse«
Tidligere gik I jo både ind for at beskatte de rige hårdere og samtidig fratage dem børnechecken. Har I lavet et kompromis med Socialdemokraterne?
»Jeg vil ikke kalde det et kompromis, men sige at vi har lavet en ny fælles skattepolitik,« svarer Ole Sohn.
De Konservatives Rasmus Jarlov mener derimod at de mest velhavende danskere kan få råd til at købe børnetøj og give deres børn lommepenge uden at modtage en check fra staten.
»Den check giver man dem for at sikre, at de bakker op om velfærdsfærdstaten. Det er en form for bestikkelse,« siger kommunalordfører Rasmus Jarlov.
Han ønsker at indtægtsregulere børnechecken og samtidig kompensere familiernes tab ved at sænke skatten.
Den model får de Konservative dog svært ved at overbevise regeringsmakkeren om.
»En indtægsregulering af børnechecken vil svare til at man satte marginalskatten i vejret,« lyder argumentet fra finansordfører Jacob Jensen (V), der dermed er helt på linje med de Radikale.
Stor logik
Ole Sohn kan ikke se, at det skulle være paradoksalt, at SF forlanger, at strandvejsbeboerne bliver ved med at modtage en børnecheck, mens de Konservative vil fratage dem pengene.
»Det er der ret stor logik i. Det de Konservative vil, er at de siger, at efterlønnen og børnchecken skal fjernes, så de rigeste ti procent i samfundet, der bor i Nordsjælland, kan få de store skattelettelser,« siger Ole Sohn.
I SFs tidligere model indgik en gradvis nedtrapning af børnechecken ved en husstandsindkomst over 600.000 kr. om året og at den helt skulle bortfalde ved en husstandsindkomst på cirka 1.000.000 kr.


































