Det er ikke tvungen Økonomisk Demokrati eller overskudsdeling, SF er ude på, lover partiets finansordfører, Ole Sohn.
24. april 2009, 12:48 – opdateret 24. april 2009, 13:54
SF vil hverken have "økonomisk demokrati" (ØD) eller "overskudsdeling" (OD).
Det garanterer partiets finansordfører, Ole Sohn, efter historien om, at det ønsker SF's hovedbestyrelse.
Ole Sohn lover, at der er flere forskelle mellem 70'ernes tanker om ØD, som de dengang blev fremlagt af Socialdemokratiet, og det, som SF nu ønsker.
Helt konkret har partiets hovedbestyrelse ellers fremsat et forslag, som tvinger virksomheder til at kanalisere en del af overskuddet over i en pulje, som medarbejderne bestemmer over. De kan så f.eks. vælge at investere dem i at udvikle virksomhedens produkter og øge medarbejdernes egne kompetencer.
Ikke helt det samme
Men det er ikke det samme som ØD, siger Ole Sohn,
For virksomhedsoverskud skal ifølge SF ikke kanaliseres i store fonde, men derimod forvaltes lokalt på virksomhederne. Her er det tanken, at en del af overskuddet kan reinvesteres som et led i samarbejdet mellem ledelse og arbejdere, forklarer han til Ritzau.
Og han understreger at forslaget fra hovedbestyrelsen skal ses som et oplæg til forretningsudvalget, som så har videreudviklet det. Der er ikke tale om, at virksomhederne skal tvinges, lover Ole Sohn.
- Der er nærmere tale om en tredje variant. Vi vil lave en række incitamenter for virksomhederne til at give medarbejderne medindflydelse på udviklingen af virksomhederne, siger Ole Sohn til Ritzau.
Bortset fra Enhedslisten, som jubler over forslaget, er det da også blevet sablet ned af de fleste politikere. Naturligvis af den Radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen og
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen. Men også af Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der afviser tvangsordninger for virksomhederne.
- Vi har hverken ØD eller OD på programmet, heller ikke i et regeringsprogram. Det sker ikke. Men SF har da også oplyst mig, at det ikke er det, forslaget går på, siger han til Ritzau.


































