Socialdemokraternes kulturordfører kalder Wilders film "propagandistisk" og sammenligner den med nazipropaganda.
28. marts 2008, 08:26
Nazistisk propaganda af værste skuffe.
Sådan karakteriserer Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, den hollandske politiker Gert Wilders omdiskuterede internetfilm.
- Man skal tilbage til Hitlers modbydelige nazipropagandafilm "Der ewige Jude" for at kunne beskrive Gert Wilders film "Fitna". Vi mangler bare rotterne som billeder på muslimer. I et sandt orgie af modbydelige mord- og voldsscener gør Wilders alle muslimer til terrorister og mordere og byder i den grad op til direkte voldelig konfrontation, siger Mogens Jensen.
Han mener, at filmen har "et totalitært formål".
- Billeder, klip og korancitater er nøje udvalgt med ét eneste propagandistisk og totalitært formål: At fremstille islam og muslimer som fjender, nøjagtig som det lykkedes med jøderne for Hitler, Goebbels og instruktør Fritz Hippler i "Der ewige Jude", siger Mogens Jensen.
/ritzau/
































