Hver tiende socialdemokratiske vælger overvejer at stemme på et andet parti, fordi Helle Thorning-Schmidt er under mistanke for skattespekulation.
31. juli 2010, 08:00
S-formand Helle Thorning-Schmidt har bragt de seneste måneders socialdemokratiske fremmarch i meningsmålingerne i fare. Mere end hver tiende S-vælger overvejer i »høj« eller i »nogen grad« at stemme på et andet parti ved næste folketingsvalg, fordi Thorning-Schmidt har givet forkerte oplysninger om sin mands ophold i Danmark. Det viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende.
Læs også: »Jeg har skældt mig selv ud«
»Vi har brug for, at alle er om bord, når vi skal have et nyt flertal. Selvfølgelig er der en omkostning ved sådan en heftig mediedebat, men jeg synes generelt, at målingen viser et skulderklap fra de socialdemokratiske vælgere til Helle Thorning-Schmidt,« siger næstformand Morten Bødskov (S) med henvisning til, at 66 procent af S-vælgerne ikke overvejer at flytte deres stemme.
En alvorlig sag
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, kan dog godt forstå, at danskerne straffer Thorning for, at hun har justeret på oplysningerne om mandens ophold i Danmark, alt efter om det handlede om fælles ejerskab til deres rækkehus eller om, hvorvidt han skulle betale skat i Danmark eller Schweiz.
»Det er ikke overraskende, at der kommer en reaktion fra danskerne, når vi er i en situation, hvor én usandhed bliver afløst af en ny. Nu har vi jo fået tydeligt bevis på, at der ikke er tale om tastefejl, men bevidste svar,« siger Peter Christensen.
Hos de Konservative forudser skatteordfører Mike Legarth, at vi kun har set toppen af vælgernes utilfredshed:
»Utilfredsheden vil være stigende, efterhånden som alvoren går op for alle vælgere.«
Din mening: Var Thornings forklaring god nok?
Ikke overraskende mener Mike Legarth, at sagen er langt mere alvorlig end den konservative formand Lene Espersens såkaldte feriesag.
»Den konservative formands sag er på ingen måde lige så kritisabel. Det er langt alvorligere, at Helle Thorning-Schmidt har givet urigtige oplysninger til Justits-ministeriet og medierne, end at Lene Espersen har fravalgt et møde,« siger Mike Legarth.



































