Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

S-SF: Ørums farvel vidner om nedslidt regering

Per Ørum Jørgensens udtræden vidner om en svækket og nedslidt regering, mener S og SF. Det brudte flertal kan tvinge regeringen til at udskrive valg, lyder det.

S og SF vil ikke kræve valg alene, fordi VKO-flertallet er brudt. Det siger gruppeformændene for de to partier, efter at Per Ørum Jørgensen er trådt ud af Det Konservative Folkeparti.

Men det er ikke kønt, at regeringen ligger til en stor nedskæringsøvelse på et så spinkelt parlamentarisk grundlag, siger SF's gruppeformand Ole Sohn.

- Det ser ikke pænt ud, at man kræver, at kommunerne skal afskedige tusindvis af medarbejdere i daginstitutioner, folkeskoler og i ældreplejen og så oven i købet lade de arbejdsløse og pensionisterne betale med et så usikkert parlamentarisk grundlagt i ryggen, siger Ole Sohn.

Han mener, regeringen vil gøre klogt i at udskrive valg, hvis de ikke kan opnå enighed for deres økonomiske plan, som blev fremlagt onsdag.

Også Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, ønsker et valg, så danskerne kan stemme, om de ønsker, at S og SF eller V og K skal føre Danmark ud af krisen.

Ifølge Carsten Hansen er Per Ørum Jørgensens farvel et tegn på, at regeringen har siddet for længe på magten.

- Det vidner om en træt og nedslidt regering, der ikke ofrer den nødvendige tid på deres medlemmer. Derfor kan de ikke holde sammen på grupperne, siger Carsten Hansen.

Han mener, at regeringen kan blive tvunget til at udskrive valg, fordi de nu risikerer at komme i mindretal på blandt andet spørgsmålet om placeringen af de nye supersygehuse.

Per Ørum Jørgen - der selv bor i Vestjylland - har begrundet sit exit med uenighed om placeringen af sygehusene i Vestjylland.

/ritzau/