Venstre giver sommerens dom fra EF-Domstolen skylden for partiets tilbagegang. De Konservative stormer frem.
12. oktober 2008, 03:06
Socialdemokraterne overhaler Venstre med fire mandater i det seneste prøvevalg, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Det betyder, at regeringsblokken - bestående af Venstre, De konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti - stadig har et knebent flertal på 88 mandater og oppositionens 87 mandater.
Socialdemokraterne står til at få 25,6 procent af stemmerne eller 44 mandater, mens Venstre var en vælgertilslutning på 22,5 procent og 40 mandater ved et valg nu.
Bedre ser det ud i en måling Catinét Research har lavet for Ritzau. Her får regeringsblokken 92 mandater mod 83 til oppositionen, men det skyldes mest af alt, at Enhedslisten ikke kommer over spærregrænsen i den måling.
Metock-dommen spøger
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, mener, at partiets tilbagegang hænger sammen med uroen over den såkaldte Metock-dom.
I Rambølls måling står de Konservative til at få 13,0 procent af stemmerne og 23 mandater, mens Dansk Folkeparti sikrer sig 14,0 procent og 25 mandater.
Socialistisk Folkeparti sikrer sig 16,9 procent af stemmerne og 30 mandater, mens De Radikale uændret står til 5,3 procent og 9 mandater. I Catinéts måling ser det endnu bedre ud for SF, idet partiet stormer frem til 19 procent af stemmerne, mens de Radikale i denne måling står lidt svagere.
Hverken Kristendemokraterne eller Liberal Alliance kommer over spærregrænsen i nogen af målingerne.
































