Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

S og SF: Væk med aktieoptionerne

Både S og SF melder sig i koret, som vil fratage bankdirektørerne deres gunstige aktieoptioner. Begge partier ser ordningen som en kilde til grådighed.

Grådigheden er fremherskende i toppen af den danske banksektor, og det skyldes blandt andet direktørernes favorable aktieoptioner. Derfor vil S og SF have aflønningsformen fjernet fra bankernes direktionslokaler - og gerne som følge af den kommende bankpakke II.

- Flere gange har ordningen været dokumenteret som hamrende usund og risikabel. Det ser vi blandt andet problemerne med nu, og derfor er det fornuftigt at lave en ordning, hvor man stopper denne grådighedsmekanisme, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn.

Spørgsmål: Vil det konkret betyde, at man helt skal fjerne denne aktieoption?

- Ja, det synes vi vil være en fin måde at gøre det på, siger Ole Sohn.

Der er bred politisk enighed om, at der skal ændres ved ordningen, som giver direktørerne mulighed for opkøbe bankaktier til særligt lave kurser. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er villig til "at kigge på aktieoptionerne," mens Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne helt vil have afskaffet modellen.

- Vi foreslog det for to måneder siden, så vi er da glade for den overvældende opbakning, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

/ritzau/