Helle Thorning-Schmidt (S) appellerer til regeringen om hurtigst muligt at finde en løsning for de afviste asylansøgere.
11. oktober 2007, 11:23
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, mener, at grænsen er nået i forhold til de mennesker, der har fået afvist deres ansøgning om asyl, men ikke kan vende hjem til Irak.
- Vi er nødt til at overveje alle muligheder, for vi kan ikke acceptere, at vi i øjeblikket er i færd med at nedbryde mennesker, herunder 200 børn. Jeg vil bede regeringen finde en løsning så hurtig som muligt. Den må enten finde en løsning med den irakiske regering, som den selv har været med til at sætte ind, eller finde en anden løsning for de mennesker, der sidder i centrene, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.
Opfordringen kommer efter, at Lægeforeningen torsdag siger, at behandlingen af asylsøgere og deres børn ikke er forsvarlig, og foreningen appellerer til, at politikerne griber ind.
/ritzau/
































