2. januar 2011, 22:15

Stort set sådan vil retorikken forme sig i Thornings kampagne mod Løkke i de kommende måneder – en kampagne, hun for alvor indledte i duellen mod Løkke på DR i aftes. Her kæmpede hun indædt for at fremstille Løkke som en løftebryder, der er i gang med at lave et asocialt anslag mod især de lavt uddannede og nedslidte danskere, som efter et langt arbejdsliv har brug for efterlønnen.

Løkke kunne svare, at det snarere er udtryk for sand solidaritet, at alle danskere, der kan, bliver længere på arbejdsmarkedet for at kunne være med til at sikre finansieringen af sygehuse, skoler og hjælpen til de svageste i fremtiden. Han kunne også gentage løftet fra nytårstalen om, at regeringen vil spænde et sikkerhedsnet ud under de danskere, som netop er slidt ned efter mange år på arbejdsmarkedet.

At det forholder sig sådan, ved Thorning naturligvis, men i kampen for at sikre sig magten har S-formanden ikke tænkt sig at åbne for de finere nuancere i debatten om efterlønnen. Hun ved, at hun ikke kan få sine alliancepartnere i SF til at støtte et opgør mod efterlønnen. Derudover må hun rette ind efter en fagbevægelse, som heller ikke ligefrem er parat til et frontalt opgør med efterlønsordningen. Tværtimod drømmer flere forbundsformænd om at få rullet flere af regeringens reformer tilbage, bl.a. halveringen af dagpengeperioden fra Genopretningspakken.

Endelig ved S-formanden, at hun kan appellere til rigtigt mange vælgere med et stålsat forsvar for efterlønnen, og der er ingen tvivl om, at Thorning og Villy Søvndal vil kunne nå en stor del af befolkningen ved at slå ring om de rettigheder og privilegier, som regeringen nu vil fjerne.

I duellen mod Lars Løkke Rasmussen blev det imidlertid blotlagt, at Helle Thorning-Smidt står med et forklaringsproblem, når hun skal redegøre for, hvordan S og SF vil finansiere fremtidens velfærd.

Hun kan kun henvise til, at planen fra S og SF – en ”Fair Løsning” – skal få danskerne til at arbejde 12 minutter længere om dagen. Og dermed vil en stor del af de økonomiske problemer være løst. Men hun kan ikke konkret anvise, hvordan det skal ske, og hun har det åbenbare problem, at landets førende økonomer kalder den usikker og urealistisk.

På den måde viste den første store konfrontation mellem Løkke og Thorning – dagen efter at Løkke i sin nytårstale bebudede sit skelsættende forslag om at afskaffe efterlønnen – at S-formanden er blevet endnu mere sårbar, når det gælder økonomisk ansvarlighed. På det saglige plan er hun ganske enkelt blevet svækket af Løkkes markante offensiv.

Ikke desto mindre har hun fortsat muligheden for at alliere sig med de tusinder af danskere, som vil beholde efterlønnen. Den platform kan hun måske vinde et valg på. Men hun er meget langt fra at have en plan, som får dansk økonomi til at hænge sammen. Netop dét fik Løkke anskueliggjort mere klart, end han nogensinde tidligere har været i stand til.