Luften er tyk af argumenter for og imod en regeringsrokade nu.
12. januar 2010, 13:48
Det satte gang i rygtebørsen, da Statsministeriet for et døgns tid siden oplyste, at både tirsdagens ministermøde og pressemøde var aflyst.
De blev forstærket, da økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) her til formiddag med kort varsel og uden begrundelse aflyste et møde om landbrugets tiltagende gældsproblemer.
For de mange, som har troet på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort ind i det nye år ville sætte sit eget, nye hold, blev det set som et signal om, at onsdagen skulle bruges til at ordne det praktiske ved regeringsrokaden.
Rokaden som for alvor skulle markere, at statsministeren er herre i eget hus og frigjort fra forgængerens pligter med klimatopmøde og andet hængende som møllesten om halsen.
Berlingske mener: Der er brug for en regeringsrokade nu
Ved at gøre det nu, ville statsministeren kunne nå at få de nye ansigter med på regeringsseminaret på Havreholm Slot torsdag og fredag i denne uge. Et af årets få sociale arrangementer, hvor der for regeringsmedlemmerne er tid til at få talt sammen uden dagligdagens tidspres. Og dermed en oplagt mulighed for at give nye folk på holdet mulighed for at lære de erfarne kræfter at kende.
Adskillige politiske kandestøbere spørger samtidig sig selv, hvorfor Løkke dog skulle invitere en stor eller lille håndfuld ministre med på seminar, hvis de alligevel står over for en fyreseddel i løbet af få uger.
Logikken er, at det enten skal ske her først på ugen eller noget senere. Og indtil videre er det blevet ved snakken. Videnskabsminister Helge Sander (V) undervisningsminister Bertel Haarder (V) og andre fyringstruede ministre kunne ånde lettet op.
Læs også: Politikere tvivler på rokade i dag
I stedet kunne Venstres folketingsgruppe i aftes lytte til statsministerens betragtninger ved den årlige såkaldte kaminpassiar på Dansk Arbejdsgiverforenings kursusejendom ved Hillerød.
Statsministeren ankom let forsinket til middagen, men da han ved 21.30-tiden over for værterne fra DA redegjorde for den politiske situation, afviste han venligt opfordringerne til at redegøre for regeringens reformplaner i "den sluttede kreds".
- Der findes ingen sluttet kreds, lød svaret fra Løkke ifølge Berlingske Tidendes oplysninger.
På samme måde er det med ministerrokader. Ingen ved rigtig noget, og så meget desto større er banen for gætterier.
Din mening: Hvad bør Lars Løkke ændre på sit hold?
Både på ministerholdet og i folketingsgruppen vil gætterierne utvivlsomt fortsætte indtil spændingen udløses. Sker det ikke i denne uge, dukker der nye anledninger op. Enkelte peger på, at en ministerrokade senest må være på plads inden to uger, når statsministerens særlige Marienborg-uge om folkeskolen løber af stablen.
Argumentet lyder her, at skal Bertel Haarder afløses af yngre kræfter på undervisningsministerposten, må efterfølgeren senest være udpeget inden denne uge.
Andre igen hælder til, at rokaden er udsat til senere på foråret. Status er, at kun Løkke og enkelte andre ved noget. Men jungletrommerne vil larme højlydt lige indtil næste rokade.































