En intern strid om regeringens politik over for rabiate muslimer har skabt uro i Venstre. Birthe Rønn beskylder nu Karen Jespersen for at male fanden væggen.
18. november 2008, 10:58
Er regeringen tilhængere af dialog eller konfrontation, når det kommer til rabiate muslimer?
Svaret svæver i det uvisse. På den ene side har Integrationsministeriet udarbejdet en handlingsplan, der i en række forslag ligger op til imødekommenhed over for "muslimer med ekstremistiske holdninger."
Men denne tilgang finder velfærdsminister Karen Jespersen (V) ifølge Jyllands Posten "foruroligende." Jespersen mener ikke, at der kan blive tale om "partnerskab, samarbejde eller indflydelse" til de radikale muslimske grupper.
Den udmelding er integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech (V), imidlertid lodret uenig i.
- Jeg ved ikke, hvor hun har det fra. Det, Karen Jespersen taler om, står ikke i den rapport, der er lavet. Det må være noget med at male fanden på væggen, siger Birthe Rønn Hornbech til TV2 News tirsdag morgen.
Regerings linje på spørgsmålet bliver ikke mere klar ved at rette henvendelse til Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann. Til TV2 News udtaler hun om den interne strid.
- Der er ikke tale om, at de står i hver deres lejr og råber ad hinanden, de er begge tilhængere af dialog, siger Karen Ellemann.
Men måske er de to fremtrædende Venstre-politikere ikke enige, når det kommer til stykket. Efter at Karen Ellemann er blevet interviewet af tv-stationen, bliver hun trukket til side af Venstres pressetjeneste. Ikke flere kommentarer før senere på dagen.
/ritzau/

































