Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen vil gerne være med til at løse problemerne med udlændingepolitikken, men er oprørt over ministersvar.
4. september 2008, 16:32
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, Venstre, er direkte nedladende over for den politiske ordfører fra sit eget parti, mener socialdemokraten Henrik Dam Kristensen. Ministeren har afvist et forslag fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, om et kilometereftersyn af udlændingepolitikken.
Henrik Dam Kristensen, socialdemokratisk udlændingeordfører, havde spurgt integrationsministeren, om hun ville følge forslaget fra Støjberg om et eftersyn af udlændingepolitikken. Svaret fra Rønn er, at "Integrationsministeriet overvåger løbende effekten af udlændingepolitikken og følger nøje udviklingen på opholds- og integrationsområdet."
- Det er ikke noget svar. Hun skriver bare, at vi er på arbejde hver dag, siger han.
Henrik Dam Kristensen afviser samtidig Inger Støjbergs kritik af, at oppositionen ikke kommer med forslag til at løse de problemer, som en række EU-domme har skabt for den stramme danske udlændingepolitik. Tværtimod er Socialdemokraterne klar til at være med til en løsning i forhold til EU.
/ritzau/

































