Det skal være muligt at privatisere de otte offentlige universiteter herhjemme. Det første kan blive IT-Universitetet i København.
12. januar 2010, 22:30
Videnskabsminister Helge Sander (V) vil gøre det muligt at privatisere de otte universiteter, og IT-Universitetet i København kan blive det første private universitet herhjemme.
Dermed er ministeren klar til at gøre op med årtiers dansk tradition, hvor universiteterne bliver finansieret af staten. I stedet vil han lade universiteterne finansiere af private midler samt midler fra bl.a. fonde og forskningsråd.
Det fremgår af et såkaldt ideoplæg fra Videnskabsministeriet, hvor ministeriet gennemgår mulighederne for at oprette private universiteter.
Ifølge oplægget er det ud over at privatisere de eksisterende universiteter bl.a. også en mulighed at oprette private universiteter som afdelinger af udenlandske universiteter eller at lade konsortier af større danske og internationale virksomheder samarbejde om at oprette universiteter.
Helge Sander oplyser, at han i forbindelse med næste folketingssamling vil fremsætte et lovforslag, der gør det muligt at oprette de nye universiteter.
»Det er ikke mere anderledes, end at der på skoleområdet også er en særlig lov for private friskoler,« siger ministeren.
Af oplægget fremgår det, at »det vil det være lettere at privatisere et af de eksisterende universiteter end at opbygge et nyt privat universitet fra grunden, da et eksisterende universitet f.eks. allerede udbyder akkrediterede uddannelser og har et kundegrundlag og et forskningsnetværk«.
Nye vinkler
Helge Sander nævner IT-Universitetet som et muligt universitet at privatisere. Bl.a. fordi IT-universitetet er lille, sådan som et internationalt evalueringspanel nåede frem til i december efter have evalueret konsekvenserne af universitetsloven fra 2003 og den efterfølgende sammenlægning af universiteterne.
»IT-universitetet kunne være en mulighed. Men det her handler ikke om at bestemme, hvad de enkelte universiteter skal. Det handler om at skabe muligheder for, at de kan gøre det,« understreger Helge Sander.
Men hvorfor privatisere. Er universiteterne ikke gode nok, som de er?
»Der er ikke noget i vejen med de eksisterende universiteter. Men private universiteter kan tilføre nye vinkler og skaffe flere ressourcer,« mener ministeren.
Rektor for IT-universitetet, Mads Tofte, ønsker ikke at kommentere oplægget fra Helge Sander, før han har læst det.
»Men privatisering dækker over mange ting og bliver praktiseret på mange forskellige måder rundt omkring i verden,« som han udtrykker det.
Formanden for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet, har »som udgangspunkt ikke noget imod private universiteter«.
»Hvis et af universiteterne på et tidspunkt bliver opfordret til at privatisere, vil Danske Universiteter ikke være modstandere. Om et privat universitet bliver baseret på et eksisterende er ikke så afgørende,« mener han.
Jens Oddershede advarer dog om, at regeringen med private universiteter får flere universiteter i Danmark.
»Det er ikke så lang tid siden, vi gik fra 12 til otte universiteter. Med det her ender vi jo med at komme tilbage, hvor vi begyndte,« siger han.






























