Langt de fleste i det radikale bagland mener, at deres parti godt kan sidde i regering med Villy Søvndal.
21. oktober 2008, 13:05 – opdateret 21. oktober 2008, 13:17
Midt i den interne ballade i Det Radikale Venstre, kommer partiets bagland nu Margrethe Vestager til undsætning. Hele 81 procent af de Radikales lokalformænd er enig med Vestager i, at Det Radikale Venstre kan indgå i et regeringssamarbejde med SF.
Kun 11 pct. af lokalformændene er i mod, viser en rundspørge til det radikale bagland, som Berlingske Research har lavet. 47 ud af 92 R-lokalformænd har deltaget.
”SF skal være med i en kommende S- SF- R-regering. Kun som medlem af en regering kan et parti være ansvarlig for den førte politik,” lyder det fra en af de radikale lokalformænd, som henviser til, at Dansk Folkeparti i dag har meget stor indflydelse på VK-regeringens politik – men intet ansvar:
”Dansk Folkeparti kan den ene dag stemme for et regeringsforslag, og dagen efter score stemmer på at kritisere det. Det går ikke - vil man være med til at bestemme - må man tage del i ansvaret."
Thorning som forhandlingsleder
Margrethe Vestager henter også stor opbakning til at pege på S-formand Helle Thorning-Schmidt som foretrukken forhandlingsleder – og dermed statsministerkandidat - efter næste valg. 83 pct. af R-lokalformændene bakker op om det valg – kun 11 pct. er uenig.
Når det kommer til, om den hårdt pressede Margrethe Vestager fortsat skal stå i spidsen for Det Radikale Venstre, er der også bred opbakning. 79 pct. af lokalformændene mener, at hun er den rette leder – kun fire pct. vil af med Vestager. Dog er det værd at bemærke, at næsten hver femte – 17 pct. – af lokalformændene ikke har lyst til at svare på spørgsmålet om, hvorvidt Vestager er den rette leder.
Margrethe Vestagers lederevner er på det seneste kommet under beskydning. Simon Emil Ammitzbøll førte an i kritikken, da han for en uge siden meldte sig ud af partiet i protest mod netop Vestagers manglede evne til at lede den nu ni mand store folketingsgruppe.
I søndags blev Vestagers lederevner så draget i tvivl af en række anonyme radikale folketingsmedlemmer. Og i dagens udgave af Berlingske Tidende er den gal igen: Vestager beskyldes af den radikale kommunalordfører Johs. Poulsen for at løbe fra en indgået aftale om, at en SR-regering er den foretrukne. Vestager ønsker ikke at forholde sig til, om hun foretrækker en regering med eller uden SF – og mener heller ikke, at der er indgået nogen intern aftale om den sag.

































