27. juli 2010, 21:42

Umiddelbart betragtet kunne man nemt tro, at Margrethe Vestager (R) efter det forgangne halvår kunne være en lillebitte smule fristet af en sommerflirt med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Forgængeren Anders Fogh Rasmussens doktrinære kontraktpolitik er fordampet, en dagpengereform er gennemført med radikale ja-stemmer og Løkke Rasmussen har i et næsten radikalt toneleje doceret, at realisme er det nye buzzword i dansk politik.

Men nej, nej og atter nej. Margrethe Vestager er overhovedet ikke fristet. Nok mener hun, at kontraktpolitikken har været »totalskadelig«, men for Margrethe Vestager er den siddende statsminister i allerhøjeste grad medansvarlig for den foghske metode, og hun tiltror ham ganske enkelt ikke evnen til at inddrage midten.

»Vi kender ham jo. Frem og tilbage og op og ned. Han laver præcis det samme forhandlingsmønster hver eneste gang. Først laver han en seance, hvor han vil skille fårene fra bukkene, og hvor man skal sige ja til at sælge sin gamle bedstemor med tillæg og løsøre. Måske kommer man med videre ind i noget, hvor man ikke ved, hvor langt man kommer. Sådan var det, da vi diskuterede strukturreform, arbejdsmarkedsreform i 2008 og da vi diskuterede skattereform. Det er den samme facon hele vejen igennem, og den er skræddersyet til at ende med, at tingene bliver lavet med Dansk Folkeparti,« siger Margrethe Vestager.

Milevidt fra Jelved

Selv om genopretningspakken i udgangspunktet var vand på den radikale mølle, er den radikale leder heller ikke her tilfreds. Det var for dumt at trække reformen frem af en finansministeriel skuffe i en sen nattetime uden forudgående debat og tid til ordentlig lovbehandling.

»Det havde tjent alle meget, meget bedre, hvis de havde lagt det frem på forhånd og sagt: Det her er det, vi gerne vil. Hvad skal der til for, at vi er sikre på, at det bliver en løsning, der er god for folk? Så havde den del, der mangler nu, måske været mere gennemarbejdet. Nemlig uddannelsessiden, som gør, at nogle har svært ved at se sig selv i et to-årigt dagpengeforløb, hvis de ikke kan se et brancheskifte foran sig,« siger Margrethe Vestager.

Vild med Løkke Rasmussen er hun altså ikke, og hans opgør med kontraktpolitikken er sket mere af nød end af lyst, vurderer kvinden, der efter tre år som politisk leder fortsat ligger milevidt fra forgængeren Marianne Jelveds supervalg med 17 mandater i 2005. Faktisk har Margrethe Vestager både et tabt kommunalvalg, EU-parlamentsvalg og folketingsvalg på samvittigheden. Hun ønsker måske derfor ikke at sætte hverken mandater eller procenter på succeskriteriet for næste valg.

Omvendt lyder hun ikke som en taber. Snarere som en politiker, som tror fuldt og fast på en fremtid i et regeringssamarbejde med venstrefløjen. Nok har den politiske sæson har været fuld af radikale solomeldinger om efterløn og andre ømme røde tæer, men hun er alligevel overbevist om, at hun vil være med hele vejen, hvis og når et rødt regeringsgrundlag skal tømres sammen. Direkte adspurgt om de præcise radikale krav til et regeringssamarbejde, svarer hun: »Vi peger på Helle Thorning som leder af en kommende regering, og vi deltager gerne i den, hvis vi kan forhandle et regeringsgrundlag, som vi kan stå inde for.«

Og hvad er sandsynligheden for det?

»Den er stor.«

Partiets ledende kadrer har åbent diskuteret, hvor indflydelsen er størst. I rollen som støtteparti a la Dansk Folkeparti eller som medlem af en regering.

»Vores ambition er selvfølgelig at få så stor indflydelse som overhovedet muligt. Det, vi har besluttet os for efter at have diskuteret frem og tilbage, er, at kan vi politisk stå inde for det, en kommende regering står for, får vi mest indflydelse ved at være en del af den end ved at stå uden for,« siger Margrethe Vestager.

Hun anser det nye årti og krisen for at være skabt til det, hun kalder den »radikale kultur«.

»Partiets kultur er, at alting skal være til debat. Man kan gøre, som VKO blev enige om (i forbindelse med genopretningspakken, red.): at skære en lang række steder på forskning og uddannelse og frie skoler, og hvad vi ellers har. Eller man kan sætte ting til debat, afveje dem over for hinanden, gøre det ret åbent og nøgternt i erkendelse af, at der er fordele og ulemper ved alting. Det er grundlæggende det Radikale Venstres kultur,« siger Margrethe Vestager.

Mange knaster

Vild er hun mildest talt ikke med, at de potentielle partnere i Socialdemokratiet og SF har adopteret kontraktpolitikken som metode. Da partierne i august i fjor lancerede skatteplanen »Fair Forandring« hed det sig, at planen ville blive gennemført nøjagtig som fremlagt. En åbenlys provokation af oppositionens radikale juniorpartner.

»Fra radikal side reagerer vi jo helt nøgternt og siger, at jamen, så langt så godt, men det kræver stadig 90 mandater og med mindre, der sker noget helt nyt i dansk politik, og nogen får absolut flertal, så vil det jo stadig være sådan, at partierne bliver nødt til at diskutere, hvad der skal gennemføres. Bøje sig mod hinanden og finde en løsning,« siger Margrethe Vestager.

Selv udnævner hun ikke overraskende den økonomiske politik og udlændingepolitikken som de vigtigste knaster mellem S-SF på den ene side og de Radikale på den anden. Men hendes formuleringer om udlændingepolitikken er meget langt fra den ultimative melodi, som Marianne Jelved lagde for dagen forud for 2005-valget.

»Dele af udlændingepolitikken er for os et sted, hvor nogle af de værdier ligger, som vi mener, der skal ændres på,« siger Margrethe Vestager.

Skoleknasten

Også skolepolitikken er en knast. Hvor Socialdemokratiet gennem alle VK-årene har været forligspartner i regeringens skolepolitik, har både SF og de Radikale stået uden for. Ikke mindst som følge af modstand mod de nationale test af landets skoleelever.

»Der er en alt, alt for stærk styring og alt for lidt tillid til, at lærerne tager ansvar i deres klasser,« siger Margrethe Vestager.

Her er I vel så på linje med SF?

»Det var vi i hvert fald.«

Måske hentyder hun til, at Socialdemokratiet og SF i mange måneder har filet på et fælles folkeskoleoplæg, som endnu ikke er kommet frem i lyset. Under alle omstændigheder minder den lidt spidse Vestager-bemærkning om det, hun efterhånden har gjort til et varemærke: At være korrektiv til diverse røde planer og udmeldinger. Et korrektiv, som ofte giver røde knopper af raseri hos seniorpartnerne.

Margrethe Vestager bruger imidlertid ikke mange nanosekunder på at overveje, hvad hun skal svare, når hun bliver spurgt om hendes egen iver efter at indtage oppositionens Rasmus Modsat-rolle.

»Det er min opgave som radikal leder og mine fællers opgave i den radikale gruppe at sige, hvad vi står for. Fortælle hvad radikal politik er.«

Men nogle gange kan man næsten have en fornemmelse af, at det er et selvstændigt mål at være lidt irriterende for at erobre omtale til jer selv. Er det forkert?

»Det er op til folk selv, men jeg må indrømme - og det er nok ikke særligt overraskende - at jeg anser det for ret naturligt, at et parti og dets medlemmer og dets politiske leder siger, hvad partiet står for.«

En ny sæson står for døren. I august skydes en radikal kampagne ved navn »Tag ansvar« i gang. Den største radikale kampagne i »fredstid«.

»Vi har omprioriteret mange af vores midler for at have penge til en egentlig kampagne uden for valgkampsæsonen,« fortæller Vestager om kampagnen, hvis budskab er at fortælle vælgerne om radikale værdier.

»Overordnet er det at tage ansvar. Det er fordi, vi oplever det som det mest afgørende. Du kan ikke bare sige, at hvis du stemmer på os, så får du disse fem punkter, hverken mere eller mindre, slut. Hvis du stemmer på os, får du et parti, som er villig til at tage ansvar i den konkrete situation, men på baggrund af vores værdier,« siger Margrethe Vestager.