R duellerer med Obama og Brown

De Radikale konkurrerer med Barack Obama og Gordon Brown om at komme på en international top ti over nyskabende netsteder.

Det Radikale Venstres internetforum, www.radikale.net, konkurrerer med 25 nominerede sites.

De kæmper om at med på en international top 10 liste over internetsteder, der går foran med brugen af internettet til politisk kommunikation.

Det amerikanske webnyheds- og strategifirma, PoliticsOnlines, vil i midten af oktober kåre "Top 10 Who Are Changing the World of internet and Politics".

Organisationen begrunder nomineringen med, at De Radikale er først i Danmark med at bruge nettet til at åbne partiets struktur.

Flere partier vil følge trop
Den Radikale leder, Margrethe Vestager, tror, at flere partier vil følge efter.

- Jeg tror, at alle partier har den type sites om fem år. Partierne udvikler sig i de her år, og der skal være noget både for de mennesker, som vil sidde i bestyrelsen i en partiforening og for dem, som måske bare vil bidrage i et par uger til en kampagne. Og dem, som bare vil diskutere politik, siger hun.

Blandt de nominerede er - ud over det radikale forum - den amerikanske demokratiske præsidentkandidats site, mybarackobama.com, den britiske premierminister Gordon Browns site, number10.gov.uk, musikkanalen MTV og den europæiske nyhedsservice, EUobserver.

/ritzau/