Forsvarspolitikerne på Christiansborg er tilfredse med forsvarschefens afgang. Socialdemokraterne fastholder dog kravet om, at forsvarsminister Søren Gade (V) også bør gå.
4. oktober 2009, 20:10
Forsvarets bizarre håndtering af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog har nu kostet selve forsvarschefen jobbet, og det er der stor tilfredshed med hele vejen rundt i det politiske spektrum på Christiansborg.
Fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er der anerkendelse af, at nu tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, efter at forsvarsministeren lørdag formentlig gav ham et uafslåeligt aftrædelsestilbud, søndag eftermiddag tog konsekvensen af sagen og ofrede sin egen karriere.
»Tim Sloth Jørgensen er af natur er en hæderlig mand, der sætter forsvarets ry og rygte over egne interesser. Det kan man kun have respekt for. Det giver forsvaret mulighed for en ny start med en ny forsvarschef oven på de sidste kaotiske dage, der har afsløret en usund kultur blandt nogle medarbejdere i forsvarskommandoen. En ny forsvarschef vil have bedre muligheder for i samarbejde med auditørerne at få ryddet op i forsvaret,« siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører Søren Espersen.
Og stort set samme toner lyder fra SFs Holger K. Nielsen, som også roser Tim Sloth Jørgensen for hans arbejde i forsvaret.
»Det er klart, at forsvaret ikke længere kunne leve med at have en vingeskudt chef. Jeg kender ham som en dygtigt og ordentlig mand, der nu har fået mulighed for at gå selv med æren i behold, men sagen stopper altså ikke her,« advarer Holger K. Nielsen.
Forsvarets auditører er således allerede i gang med at undersøge, hvordan det egentlig er gået til, at to – eller flere – medarbejdere i Forsvarskommandoen har lækket og oversat jægerbogen. Auditørernes rapport, som ifølge Berlingske Tidendes oplysninger skulle ligge klar i løbet af få uger, vil formentlig blive fulgt op af krav fra oppositionen om en egentlig uvildig undersøgelse af sagen.
»Nu afventer vi auditørernes rapport, men jeg tror ikke, at vi kommer uden om en uvildig undersøgelse, så vi også kan få klarhed om forsvarsministeriets rolle i sagen,« siger Holger K. Nielsen.
Sagen er nemlig den, at forsvares auditører alene har adgang til at undersøge militæransatte personer, og derfor har de ikke adgang til eksempelvis at granske i Forsvarsministeriets departementschef Lars Findsens rolle, eller Sørens Gades spindoktor Jakob Winthers rolle, eller for den sags skyd i Søren Gades egen rolle.
Minister bør gå af
Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen fastholder sit partis krav om, at Søren Gade bør gå af hånd i hånd med forsvarschefen, og også han anser det for uundgåeligt at auditørernes redegørelse vil blive fulgt op af et krav om en uvildig undersøgelse.
»Jeg vil understrege, at det her ikke handler om, at vi har mistillid til auditørerne, men vi bliver simpelthen nødt til at få denne sag undersøgt til bunds, så vi også får klarhed over, hvilken rolle kredsen omkring Søren Gade har spillet.«
På forhånd bakker Dansk Folkeparti utvetydigt op om Søren Gade, og derfor synes der ikke at være flertal for en uvildig undersøgelse af sagen.
































