27. juli 2010, 08:41

Det er ikke hver dag, at en ordførende politiker fra Danmarks Liberale Parti når til den erkendelse. Uden at hugge bremserne i. Men det skete for Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, da han tidligere på sommeren præsenterede et kontroversielt forslag om at indføre en særlig lav indslusningsløn til udlændinge.

»Men så længe, det er en diskrimination, som fører til, at flere nydanskere kommer i arbejde, så kan jeg sagtens leve med det,« sagde han til denne avis.

Nu er det så Dansk Folkeparti, der går tæt på ét af demokratiets nøgleprincipper. Princippet om at man ikke vilkårligt må diskriminere på baggrund af race, religion eller nationalitet. Dansk Folkeparti vil stramme den symbolsk vigtige 24-årsregel til en 28-årsregel og samtidig give dispensation til borgere fra især vestlige lande, der ikke har tradition for tvangsægteskaber. Det er ifølge eksperter diskrimination.

Den advarsel stopper ikke Dansk Folkeparti. Her vil man gerne debattere, om tiden ikke er kommet til en klarere forskelsbehandling i udlændingepolitikken.

DF kan se, at det er et slagkraftigt argument imod den stramme udlændingepolitik, at kravet om, at man skal være fyldt 24 år, også rammer »almindelige danskere«, der gerne vil have en ægtefælle til Danmark. Dansk Folkeparti accepterede, at regeringen i 2001 indfriede sine løfter om at begrænse indvandringen med generelle regler, men DFere har aldrig været i tvivl om, hvem der skulle holdes ude. Ofte nævnes muslimske lande som Pakistan og Tyrkiet.

»Vi ved nøjagtig, hvad det er for landes folk, vi gerne vil have ind, og vi ved godt, hvad det er for nogle, vi ikke vil have ind. Så det eneste rigtige efter min mening er jo faktisk at diskriminere,« siger Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører, Jesper Langballe, i dag til Berlingske Tidende.

For Venstre er debatten imidlertid farlig.

For det første har partiet regeringsansvar og er derfor bundet af internationale konventioner, der forbyder diskrimination. De konventioner har regeringen selv brug for i udenrigspolitikken, når diktaturstater skal kritiseres. For det andet er ordet »diskrimination« farligt. Efterkrigstidens generationer er vokset op med læren om, at man ikke må diskriminere. For det tredje kan spørgsmålet lynhurtigt dele partiet. Som det skete med forslaget om indslusningsløn. Det gik integrationsminister Birthe Rønn Hornbech hårdt imod. Før valget i 2001 var det omvendt Birthe Rønn Hornbech, der som ordfører skabte røre, da hun nævnte en række specifikke lande, som en ny VK-regering ville bremse indvandringen fra.

»Der er kun en vej frem, og det er at sige, at personer fra indvandrerlande ikke kan få familiesammenføring,« sagde Birthe Rønn Hornbech dengang.

Men sådan gik det ikke. Regeringen indførte i stedet de generelle regler. Hermed undgik man tilsyneladende diskrimination. Til gengæld er den politiske pris, at mange unge etniske danskere må flytte til Sverige for at leve med deres ægtefælle.

Under statsminister Lars Løkke Rasmussen vil Venstre gerne dreje udlændingepolitikken i retning af mere åbenhed over for de indvandrere, der »kan og vil« og en hårdere kurs over for dem, der ikke vurderes at kunne og ville. Men balancen er svær. Regeringspartiet afviser en 28-årsregel, men ifølge Karsten Lauritzen vil Venstre gerne se på, om borgere fra udvalgte lande skal have hurtigere familiesammenføring. Det må bare ikke være »reel« diskrimination, understreger han. For Dansk Folkeparti er debatten kun startskud til en relancering af den såkaldte værdikamp. Bliver forskelsbehandling til diskrimination kan det blive en intern borgerlig kamp.