Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Pia Kjærsgaard: Jelved tager Kongehuset som gidsel

Marianne Jelved overvejere at stemme blank ved afstemningen om den nye tronfølgelov. Dansk Folkepartis leder kalder det manglede respekt for Kongehuset.

Den tidligere radikale leder Marianne Jelved overvejer at gøre som flere andre oppositionspolitikere og undlade at stemme for den ændring af tronfølgeloven, som vi skal stemme om sammen med europaparlamentsvalget om en uge.

- Jeg overvejer stadig, hvad jeg vil stemme. Det kan enten blive blankt eller ja, siger Jelved til Jyllands-Posten.

- Det er et usympatisk politisk kneb, der reducerer Kongehuset til en løftestang for Det Radikale Venstres egne politiske ambitioner. Det er ikke alene et udtryk for manglende respekt for Kongehuset men også manglende respekt for vælgerne, siger partileder Pia Kjærsgaard (DF).

Ønsker grundlovsdebat
Jelved er ikke imod idéen om at skabe ligestilling i Kongehuset. Men hun bryder sig ikke om at tronfølgeloven lukker debatten om hvorvidt Danmark har brug for en ny grundlov og ikke blot en mindre ændring af tronfølgen.

- Vi har i årevis dokumenteret behovet for en ændring af grundloven. Men Fogh lukkede hele den debat ved at lave det her kneb. Sagen har irriteret mig, lige siden Fogh præsenterede sin idé for mig, siger Marianne Jelved.

Men den slags imponerer ikke Pia Kjærsgaard:

- Det Radikale Venstre har støttet forslaget, så skal man ikke komme en uge før afstemningen og tage ligestillingen i Kongehuset som gidsel, fordi man selv har lyst til på et senere tidspunkt at bruge sagen som en rambuk til at få gennemført en helt ny Grundlov.

Blankt betyder nej
Hvis Marianne Jelved ender med at stemme blankt, vil det i praksis have samme betydning, som hvis hun stemte imod. Forslaget falder nemlig, hvis ikke 40 procent af alle stemmeberettigede stemmer for forslaget, og det kan blive svært at nå dertil, for selvom der er et klart flertal for tronfølgeloven, er udsigt til et ringe fremmøde ved valget næste søndag.

Det er imidlertid ikke noget, der har skræmt flere andre politikere, som offentligt har meldt ud, at de vil stemme blank til loven.

Den radikale udbryder Simon Emil Ammitzbøll, der nu er leder af partiet Borgerligt Centrum, stemmer blankt, fordi han ønsker en ny grundlov i stedet for en ændret tronfølgelov:

- Vi har en lang forfatningsmæssig tradition for at lave grundige forarbejder, når vi ændrer i grundloven, som vi senest gjorde det i 1953. Tronfølgeloven er en del af grundloven, og når man sætter den til afstemning her, så burde man rettelig have taget langt vigtigere grundlovsændringer med. Det havde været på sin plads, siger Simon Emil Ammitzbøll til Berlingske.dk.

Og hos SF er der en blank stemme på vej fra folketingsmedlem Trine Pertou Mach, fordi hun ganske enkelt vil helt af med Kongehuset.

- Man skulle have taget en samlet grundlovsændring om kongehuset, som jeg jo gerne ser afskaffet, siger hun til JP.