Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard tager skarpt afstand fra partifællen Jesper Langballes muslimudtalelser. Nu skal den slags være slut, siger hun.
23. januar 2010, 11:30
Det er dumt og skadeligt for Dansk Folkeparti, når Jesper Langballe beskylder muslimske fædre for at slå deres døtre ihjel.
Men det kommer ikke til at ske igen. Sådan lyder det nu fra Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard, der dermed sætter partifællen på plads.
Hun er vred over, at Langballe forsvarer formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard i et debatindlæg her i avisen.
- Det er dumt af Jesper Langballe. Jeg synes, at han skulle have ladet være med at piske op i denne debat til fordel for Lars Hedegaard og til skade for Dansk Folkeparti, siger Pia Kjærsgaard.
Læs også: Pia K. undsiger Lars Hedegaard
Derfor har hun også allerede taget en samtale med Langballe, der i debatindlægget hævder, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel i såkaldte æresdrab og derudover ser gennem fingre med onklers voldtægt.
Indlægget er et forsvar for Lars Hedegaard, der i december kom i massivt mediestormvejr for lignende udtalelser.
Dengang gik Langballes fætter og også folketingsmedlem for DF, Søren Krarup, ud og forsvarede Lars Hedegaard, men nu er det nok, lyder det fra partilederen.
- Jeg synes, at både Jesper Langballe og Søren Krarup skal lade Lars Hedegaard klare ærterne selv i forhold til de meget grove og generaliserende udtalelser om muslimer.
- I forhold til denne her sag har ordvalget og timingen ikke været det allerbedste fra Jesper Langballes side, siger Pia Kjærsgaard. Hun tilføjer, at der er et problem med æresdrab og voldtægter, men at omfanget ikke er kendt.
- Der er et reelt problem, men det kommer det desværre ikke til at handle om. Lars Hedegaard er ikke Dansk Folkeparti, og han skal selv rode sig ud af den debat, som han har været med til at sætte i gang, siger Pia Kjærsgaard.
Hun tilføjer, at der nu ikke bør komme flere indlæg til forsvar for Lars Hedegaard fra medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.
- Jeg regner med, at denne sag er slut nu, lyder det.

































