Oppositionspartierne gør kur til løsgængeren Pia Christmas-Møller for at indgå et forlig uden om regeringen, og hun er ikke afvisende over for et forhandlingstilbud.
17. januar 2008, 21:17 – opdateret 17. januar 2008, 22:08
Det sidste ord er ikke sagt om det asylforlig integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech indgik med Dansk Folkeparti onsdag aften, i følge hvilket 50 asylfamilier fik lov til at bo uden for centrene, og der sker en intensivering i jagten på sort arbejde blandt asylansøgerne.
Forliget hviler blot på 89 mandater, og løsgængeren Pia Christmas-Møller udelukker ikke at gå i forhandling med oppositionen om et nyt forlig.
»Alle gode kræfter, som vil noget ordentligt på dette område, dem snakker jeg med. Men jeg er ikke i noget, der minder om forhandling, for jeg har slet ikke snakket med dem (oppositionen red.) i dag.«
Men regner du med at gå i forhandling med oppositionen?
»Det kan ikke udelukkes, at jeg gør det,« siger Pia Christmas-Møller.
Og Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, er klar med en invitation.
»Pia Christmas har selv deltaget i den her debat, og jeg forestiller mig, at der vil være kontakter på kryds og tværs de næste par dage – sådan er det normalt,« siger Henrik Dam Kristensen.
Heller ikke midterpartiet Ny Alliance er afvisende for at indlede et samarbejde, der vil sætte regeringen og Dansk Folkeparti skakmat i asylpolitikken.
»Det ville være en lykke,« lyder det fra partiets integrationsordfører, Jørgen Poulsen, der giver følgende beskrivelse af Pia Christmas-Møller:
»Efter hvad jeg har hørt på vandrørene, så er hendes tanker i hvert fald ikke så langt fra mine. Hun er en af de få, som også har en faglig indsigt i de her ting,« siger han.
Smal løsning
Men hvis Jørgen Poulsen – der vil lukke alle asylcentre på nær et enkelt – tror, at Pia Christmas-Møller vil være med til en vidtgående løsning, kan han godt tro om igen.
»Det handler om at finde en løsning, som hjælper de mennesker, der er i en udsigtsløs situation, hvor det særligt går ud over de børn, der har været her i årevis og ikke kan sendes hjem. Vi må finde en løsning, uden at det bliver et signal til alle om, at vi åbner en ladeport for flygtninge. Det er opgaven at finde den løsning, som ligger på det smalle spor midt imellem, og det kan godt lade sig gøre,« siger Pia Christmas-Møller.
Parterne gjorde kur til hinanden på en dag, hvor der har hersket stor forundring over det asylforlig Dansk Folkeparti indgik med regeringen. Løftebrud er det blevet kaldt, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen talte for at indgå et bredt forlig på området.
»Siden valgresultatet stod klart, har der været helt lukket omkring forhandlingerne. Jeg undrer mig over, at man har et så lukket forløb i en proces, hvor så mange har ønsket at byde ind. Lige nu er der hverken en bred politisk løsning eller en løsning for alle de afviste asylansøgere,« siger Astrid Krag, asylordfører i SF.
Jobplan venter
Men bare rolig, lyder det fra Venstres integrationsordfører Karen Ellemann. Der kommer masser af andre ting på udlændingeområdet, som giver mulighed for bredere aftaler.
»Som vores integrationsminister siger, så er det her bare en enkelt vare i en stor butik – der kommer masser af andre ting, vi skal have fat i, hvor vi naturligvis vil tage den lange proces med lovbehandling. Udlændingeområdet er ikke kun et spørgsmål om boliger til afviste asylansøgere, vi står bl.a. foran en stor jobplan,« siger Karen Ellemann, der er forundret over, at debatten mere drejer sig om proces end om indhold.
»Regeringen har i sit regeringsgrundlag og gennem valgkampen sagt, at vi gerne vil gøre noget yderligere for de afviste asylansøgere, som har siddet længe i centrene. Vi har fokuseret på børnene – og det ligger også i aftalen,« siger hun.

































